8. marts 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Brutaliteten har nået grænsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brutaliteten har nået grænsen
Debat - 15. februar 2021 kl. 14:45

Af Bent Frederiksen, Norgesvej 16 og Finn P. Beyer, Godthåbsvej 3 - begge Dianalund

I mandags skrev Martin Gøttske (MG) dagbladet Informations leder under overskriften: »EU's voldelige grænse«: »Flygtninge og migranter tæskes med metalstænger, får brækket lemmer, piskes med pinde og får tvunget kæppe op i anus. Og de får frataget deres penge og ejendele, inden de afklædes og smides ud af EU«. MG fortsætter: »Den voldelige indsats for at beskytte EU's ydre grænser bliver stadig mere brutal, ydmygende og systematisk«. Systematisk ...

Den uforsonlige offentlige værdidebat om flygtninge og immigranter føres mest af yderfløjene både herhjemme og i resten af Europa. Moderate og pæne mennesker skal ikke have noget klinket. Man kunne risikere at blive sat i bås med yderfløjene. Nej, så hellere tie. Men nu er tiden kommet til, at »pæne« mennesker som os ikke kan tie længere.

Fra højre til venstre praler vore politikere af, at de har sat en stopper for flygtninge og migranter. Flygtningeproblemet er løst med »flot politisk håndværk«. Men flygtningeproblemet er ikke løst. Det er blevet værre, og vi kan kun forvente, at det bliver endnu langt værre, fordi der bliver stadig mere at flygte fra. tyranregimer, krige, sult og fattigdom bliver suppleret med økosystemer, der kollapser - og deraf følgende oversvømmelser og ørkendannelser. Det sker allerede. Flygtningene er her - bare ikke lige ved vores grænser, men ved EU's ydre grænser og flygtningelejrene i Sydeuropa. De er lige om hjørnet. Og hvad gør vi? Ingenting - bortset fra at tale om, hvor fint der er, at der nu er sat en stopper for flygtningestrømmen til Danmark. Vi vil have vores lille hyggelige land for os selv, så vi kan vaccinere mod corona i fred.

Hvor er de intellektuelle?
Hvor er de intellektuelle, hvor er forfatterne, hvor er professorerne og de andre lærde, der skal fortælle os, at kursen er gal? Vi ved godt, at de ikke læser dette - for de læser Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Information og Kristeligt Dagblad. De læser de aviser, som kun de selv skriver i. Hvor er I? Vi har brug for jer til at fortælle folket, fortælle os, at flygtningepolitikken er gal - og at det kun kan ende helt galt, hvis det fortsætter. Hvor er I? Hvem venter I på? Hinanden? Kan det være rigtigt, at det skal være helt almindelige mennesker som os, der skal råbe stop, det her kan ikke fortsætte? Undskyld bebrejdelsen, men vi ved ikke, hvad vi skal vi gøre?

Efter Anden Verdenskrig sagde alle: »Aldrig mere holocaust«. Både før og under holocaust var der et stort tavst flertal i det tyske rige. Det er tyskerne blevet udskammet for i generationer. Ikke bare af de allierede - men også af sig selv. Og det ligger fortsat dybt i mange tyskere.

Det store tavse flertal
Hvis ikke folkene i Europa siger stop til den nuværende flygtningepolitik, kan vi godt starte udskamningen af os selv, for så er vi ikke spor bedre end det store tavse flertal i Tyskland i slutningen af 30'erne og første halvdel af 40'erne.

Hvad skal vi sige? - hvad skal vi gøre? Vi aner det ikke. Lige nu råber vi bare op - for vi ved ikke, hvad vi ellers skal gøre. Vi ved bare, at vi ikke kan være ligeglade med en tiltagende systematisk brutalitet ved Europas grænser uden at råbe op. Et helt Europa står sammen om at gøre ingenting af frygt for en voksende yderligtgående højrefløj, som hader flygtninge, som hader alt, hvad der er fremmed. Vi er også bange for dem - de yderligtgående på den yderste højrefløj. Men betyder det, at vi skal være tavse om det, der sker ved EU´s ydre grænser? Hvis vi holder mund, kan vi kun opfatte os selv som hyklere. Og det er vi måske alligevel?

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?