20. september 2021
Ambassador Lone Dencker Wisborg
gallery icon

Se billedserie

Ambassador Lone Dencker Wisborg
Foto: Matthew Paul D'Agostino
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bidens udenrigspolitik for middelklassen skal hjælpe med at samle et splittet USA

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bidens udenrigspolitik for middelklassen skal hjælpe med at samle et splittet USA
Debat - 28. juli 2021 kl. 07:08

Af Lone Dencker Wisborg, Danmarks ambassadør

i USA

Den 6. januar 2021 var ikke en helt almindelig onsdag. Jeg så - som så mange andre rundt om i verden - forfærdet til, mens den amerikanske kongres blev angrebet, og certificeringen af præsidentvalgresultatet for nogle timer blev afbrudt. Det var chokerende. Uvirkeligt. Hvordan var det kommet dertil?

Det vidnede om et dybt splittet USA. En splittelse, som kun synes at være vokset, siden Obama i 2004 talte om, at der ikke er et liberalt eller et konservativt Amerika, ikke et afroamerikansk, hvidt, latinamerikansk eller et asiatisk Amerika, men kun et 'United States of America'.

Over årene er den øgede splittelse også kommet til udtryk i valgresultater mellem land og by. I 2008 vandt Obama næsten 25% af landdistriktskommuner i USA. Det tal faldt i 2012 til 17%. I 2016 vandt Clinton blot 10%, og i 2020 vandt Biden ligeledes blot 10% af landdistrikts­kommunerne.

Frustration og vrede
En del af forklaringen synes at være bekymringer over globaliseringen. En frustration over tingenes tilstand og det, der ses som den politiske elites manglende evne til at levere. Mange amerikanere beklager fald i levestandard for middelklassen uden for byerne i takt med, at virksomheder - som led i globalisering og frihandel - har outsourcet millioner af amerikanske fabriksjobs til lavtlønslande som Kina. Mange er bekymrede for at blive forbigået af den teknologiske udvikling. Af investeringseliten og vidensøkonomien i kyststaterne.

Dertil kommer en vrede over politisk korrekthed. Vrede mod det, man oplever som elitens nedladenhed, hvor studieværten på visse amerikanske tv-kanaler siger, at 'eliten hader den almindelige borger'.

Genopretning
To onsdage efter angrebet på Kongressen sad jeg foran selvsamme kongresbygning og så Joe Biden blive indsat som USA's 46. præsident. Her talte han om forsoning. Om at ende splittelsen mellem rød og blå, mellem land og by, mellem konservative og liberale. Men hvordan vil Biden forsøge at gøre det?

Det handler i høj grad om hjemlig genopretning. Om at løfte middelklassen. Om strukturelle udfordringer og bedre vilkår. For Bidens udenrigspolitik betyder det stort fokus på samspillet mellem indenrigspolitik og udenrigspolitik. På en udenrigspolitik for middelklassen. På at sikre, at det, USA gør ude i verden, leverer håndgribelige resultater for den amerikanske borger. Særligt dem, der ikke har fået gavn af globaliseringen.

En udenrigspolitik for middelklassen handler i høj grad om konkurrencen med Kina. En konkurrence, der udspiller sig i stort set alle arenaer - demokratiske værdier, økonomi, handel, teknologisk udvikling, kritiske forsyningskæder, meget andet. Skal man vinde konkurrencen om det 21. århundrede - som det siges - kræver det hjemlig styrke. Hjemlig genopretning. Det kræver investeringer i teknologi og innovation. Investeringer i fornyet hjemlig produktionskapacitet, som har været flyttet til Østen. Det betyder jobs. Amerikanske jobs uden for de store byer.

Det handler om at vise, at demokrati er bedre end andre styreformer og kan levere resultater til borgerne. Sammen med gode venner og allierede ude i verden. Globale udfordringer, som påvirker amerikaneres dagligdag - konkurrencen med Kina, pandemien, klimaforandringerne, cyberangreb - kan USA ikke løse alene. USA må derfor tage en global lederrolle og samarbejde med allierede. Men det, USA gør ude i verden, må hele tiden flugte med borgernes opfattelse og levere håndgribelige resultater i dagligdagen.

Grøn omstilling
Så når USA nu hæver klimaambitionerne, er budskabet fra Biden særligt, at grøn omstilling vil skabe amerikanske jobs. En socialt retfærdig grøn omstilling til gavn for middelklassen.

Når USA handelspolitisk søger at forbedre internationale lønmodtagerrettigheder, handler det også om jobs, der er flyttet til Kina.

Når USA trækker unge soldater hjem fra Afghanistan, leverer man resultater begrundet i, at terrortruslen mod det amerikanske hjemland ikke længere kommer derfra.

Når USA giver millioner af vacciner til andre lande, er budskabet til amerikanerne, at 'no one is safe until everyone is safe'.

Og når ransomware-angreb mod Colonial Pipeline - USA's største rørledning - skaber timelange køer til tomme benzintanke, gør USA alt ude i verden for at forbedre cybersikkerheden.

Men ikke alle amerikanere deler Bidens vision. Man er bekymret for, at staten får en for stor rolle, at der skal betales for meget i skat, og at de nye jobs ikke nødvendigvis går til dem, der mistede de gamle. Og uden for USA vil man holde øje med, at prioriteringen af USA's middelklasse ikke sker på bekostning af andre landes.

Kriserne er mange, USA's udfordringer enorme, og den amerikanske splittelse dyb. Billederne fra angrebet på Kongressen den 6. januar står stadig klart i erindringen, men Joe Biden er trukket i arbejdstøjet både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk. For at levere for den amerikanske middelklasse. Det bliver et langt, sejt træk. Vil det lykkes at samle USA? Det må vi håbe - også for vores egen skyld.

Synes du, at kommunen er der for dig?