25. september 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Beirut - et år efter havneeksplosionerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Beirut - et år efter havneeksplosionerne
Debat - 23. juli 2021 kl. 11:17

Af Merete Juhl,
Danmarks ambassadør

i Libanon

For snart et år siden, den 4. august 2020, fandt en historisk stor ikke-atomar eksplosion sted i Beiruts havn. Mindst 207 mennesker blev dræbt, og omkring 6000 blev såret. De materielle skader i halvdelen af Beiruts indre by var massive, og ca. 300.000 mennesker blev gjort hjemløse af eksplosionen. Trods præsident Aouns gentagne udmeldinger om vigtigheden af at placere et ansvar er det alene havnefunktionærer, der er blevet anholdt. Undersøgelserne har foreløbig ikke ledt til at placere et ansvar på politisk niveau for den årelange opbevaring af sprængfarlige materialer på havnen. Der har heller ikke været politisk vilje til at efterforske de brande, der opstod i havneområdet i dagene efter havneeksplosionerne.

Eklatant inkompetence
For den libanesiske befolkning står de mangelfulde undersøgelser som lysende klart udtryk for den eklatante inkompetence, korruption og uvilje til at tage ansvar, som præger det politiske system. Mange libanesere har opgivet troen på positiv forandring, og familier med mulighed for det er, særligt siden havneeksplosionerne, i vidt omfang emigreret til primært Canada, Golfen og Sydeuropa. Også et stigende flertal unge ønsker at forlade Libanon og medvirker til hjerneflugt f.eks. i den ellers så berømmede libanesiske sundhedssektor.

De, der bliver tilbage, lever i et historisk økonomisk kollaps. Havneeksplosionen kom midt i en allerede voldsom finansiel krise, som blev yderligere forstærket af corona-nedlukning, og som fortsat pågår. Faktisk regner Verdensbanken nu Libanons krise for at være i top 10 og muligvis i top 3 over verdenshistoriens økonomiske og finansielle kriser siden midten af 1800-tallet. Humanitær krise og fødevareusikkerhed breder sig, bruttonationalproduktet pr. indbygger er faldet med 40 pct. over de sidste to år, og fattigdom har opslugt store dele af den libanesiske middelklasse, fordi almindelige menneskers opsparinger og indtægter på kort tid er faldet drastisk i værdi. FN vurderer nu, at 55 procent af befolkningen lever under FN's øvre fattigdomsgrænse.

Mangel på elektricitet, benzin og medicin er en del af hverdagen. Mange frygter at der inden for de kommende måneder ikke vil være valutareserver tilbage til at opretholde de nuværende statssubsidier til import af fødevarer, medicin og benzin. Det vil betyde en flerdobling af priserne på helt basale varer. I takt med at desperationen stiger, stiger også risikoen for, at sociale, politiske og sekteriske spændinger udvikler sig til vold på gadeplan.

Selv med disse ekstreme konsekvenser og efter gentagne, kraftige opfordringer fra det internationale samfund er Libanons politiske beslutningstagere nu, snart et år efter havneeksplosionen i Beirut, endnu ikke nået frem til at kunne danne en regering, der kan gennemføre reformer. Der er ellers ikke tvivl om, at der skal reformer til for at få adgang til at forhandle en aftale med IMF og opnå støtte-og reformprogrammer fra bl.a. internationale donorer.

Venter sig selv ihjel
Indenrigspolitiske magtkampe har længe blokeret for en regeringsdannelse. Dertil kommer, at den politiske klasse, trods mange indbyrdes uenigheder, dog er fælles om én ting: De har ikke interesse i reformere det korrupte politiske system, som de selv nyder godt af, og som de gerne vil undgå at blive straffet for at have udnyttet. Libanons politiske beslutningstagere peger derfor systematisk på andre end sig selv som de ansvarlige for landets tilstand og som de rette til at gå på kompromis til fordel for landets samlede ve og vel.

Konsekvensen er, at Libanon risikerer, groft sagt, at vente sig selv ihjel med yderligere politisk dysfunktion, stigende fattigdom og sociale spændinger til følge. Det kan potentielt føre til øget ustabilitet og migrationspres mod Europa. Danmark forsøger at modgå dette ved, i samarbejde med det øvrige internationale donorsamfund, at yde bistand til den libanesiske befolkning - og ved fortsat at presse på for en ny libanesisk regering, der kan gennemføre nødvendige reformer.

Stemmer du til kommunalvalget i år?