6. maj 2021
Skal de store udfordringer omkring Roskilde Fjord og Isefjord løses, er der behov for, at projektet løftes op i regional skala. Regionerne har den fornødne kapacitet til at kunne løfte opgaven med en samlet plan for området , skriver Kim Rockhill. 	                                                                   Foto: Mie Neel
Skal de store udfordringer omkring Roskilde Fjord og Isefjord løses, er der behov for, at projektet løftes op i regional skala. Regionerne har den fornødne kapacitet til at kunne løfte opgaven med en samlet plan for området , skriver Kim Rockhill. Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Behov for samlet plan for Roskilde Fjord og Isefjord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Behov for samlet plan for Roskilde Fjord og Isefjord
Debat - 10. april 2021 kl. 12:04

Klimatilpasning: Region Hovedstaden bør tage kontakt til Region Sjælland og alle kommunerne rundt om de to fjorde, for i fællesskab at få startet en dialog om en fælles klimaløsning.

Af Kim Rockhill (S), formand for miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden

»Byg en dæmning, en bro - eller en sluse. Nej, sæt en prop i hullet«. Der er mange ideer, når man skal finde den rigtige klimatilpasningsløsning til Roskilde Fjord og Isefjord.

Vi ved, at klimaet ændrer sig i Danmark. I de kommende år vil vi opleve, at havet stiger. Der kommer flere og kraftigere storme og »monsterregn«. I perioder kommer vi til at opleve mere regn eller perioder med tørke. Vi ser også udfordringer med stigende grundvand.

Vi er nødt til at tilpasse os det ændrede klima. Udfordringerne kalder på løsninger - her og nu. Vi har ikke det fulde overblik over, hvordan de forskellige dele af vandkredsløbet spiller sammen og udvikler sig. Hvordan påvirker stigende grundvand og stigende havvand hinanden?

Der er behov for fælles strategier, helhedsplaner og samordning - konkluderer Teknologirådet i en nyligt offentliggjort rapport.

Ét af de områder, hvor jeg mener, at vi bør gøre noget, er omkring Roskilde Fjord og Isefjord. Et område, som rummer mange interesser: Landbrug, byer, sommerhusområder, nationalpark osv., og som mange har en holdning til, hvordan man sikrer bedst. Idérigdommen er stor, når man skal finde den rigtige klimatilpasningsløsning til Roskilde Fjord og Isefjord.

Baseret på delløsninger
Der er forslag om at bygge dæmninger, sluser, »sætte en prop i hullet« osv. Men de fleste er ikke baseret på data, samlede analyser eller løsningsdesign. Og de baserer sig ofte på delløsninger eller suboptimeringsløsninger. Altså en lokal løsning i eksempelvis Roskilde eller Frederiksværk, som løser et lokalt problem, men som måske eksporterer problemet videre til nabokommunen. I andre kommuner oplever borgerne, at der kun bliver gjort meget lidt ved klimaudfordringerne.

Derfor mener jeg, at der er behov for at finde en løsning, der har det samlede fjordsystem i kikkerten. Det handler både om arealanvendelsen rundt om fjorden og om fjorden som økosystem (hvad sker der i og på vandet?). Vi er nødt til at få talt sammen om, hvad der skal beskyttes. Om der er noget, som skal flyttes. Om der er noget, som vi er nødt til at erkende skal »gives tilbage til naturen« - fordi det ikke giver mening, eller som ikke er økonomisk rentabelt at bevare. Hvad er det for byer, lokalsamfund og erhverv, der er vigtigst at værne om? Og hvordan kan en samlet plan for fjorden give sikkerhed og mulighed for vækst i området?

Ansvaret for klimatilpasning i Danmark ligger hos kommunerne, der gør et stort arbejde med den lokale klimatilpasning, eksempelvis klimatilpasning af vores byer. Men de store tunge projekter, som går på tværs af kommunegrænser, mangler der at blive taget hånd om. Det er f.eks. sammenhængende kyststrækninger eller større vandoplande. Her er der behov for, at en klimatilpasningsløsning anskues samlet, og at det ikke er de enkelte lokale interesser, der alene er bestemmende for løsningen.

Skal de store udfordringer omkring Roskilde Fjord og Isefjord løses, er der behov for, at projektet løftes op i regional skala. Regionerne har den fornødne kapacitet til at kunne løfte opgaven med en samlet plan for området og har lang erfaring med planlægning fra andre områder.

Penge på budget 2022
Jeg stiller derfor forslag om, at der i budget 2022 tages initiativ, afsættes penge og ressourcer med henblik på, at Region Hovedstaden skal tage kontakt til Region Sjælland og alle kommunerne rundt om de to fjorde for i fællesskab at få startet en dialog om en fælles klimaløsning. Jeg har allerede skrevet til formanden for Region Sjælland, Heino Knudsen, som også er formand for Danske Regioners udvalg for miljø og ressourcer og opfordret ham til også at sætte en fælles klimaløsning for fjordene på sit 2022-budget.

Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?