Af Lars Adam Rehof, grundlægger af Center (nu Institut) for Menneskerettigheder og Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen

Lars Løkke Rasmussen har fået mange hug for at forlade Venstre. Søren Pind mener ikke, Løkke kan »være det bekendt«. Det lyder nærmest som om, at Løkke har været Venstre utro.

Men det er en forkvaklet måde at anskue et politisk parti. Der er sådan lidt Scientology-agtigt over det. Indstillingen er tilsyneladende: Så længe man er medlem af partiet, har man bare at holde bøtte, hvis man er uenig. Forlader man partiet, er man dømt til evig fortabelse.

Men nej, et parti er ikke en sekt. Det er, eller bør være, et redskab til konkrete forbedringer i menneskers hverdag - uanset om man er liberal, socialist, grøn eller noget helt fjerde. Og den enkelte er med i partiet, så længe det giver mening - så længe hun eller han så at sige kan se sig selv i spejlet.

De har forladt mig
Præsident Ronald Reagan - der i 1962 skiftede fra Demokraterne til Republikanerne - udtrykte det derhen, at »det er ikke mig, der har forladt Demokraterne - det er det demokratiske parti, der har forladt mig«.

Det er forståeligt, hvis Løkke ikke længere kan se sig selv i dagens Venstre. Partiet flirter åbenlyst med DF og NB i udlændingepolitikken - det vil Støjbergs deroute næppe ændre. Samtidig har Venstre svækket sit traditionelt stærke europæiske engagement jf partiets afvisning af at give regeringen mandat til forhandlingerne om et nyt EU-budget sidste år.

Det naturlige midterparti, Radikale Venstre, er i granatchok efter at have smidt partiets største talent, Morten Østergaard, på porten.

Der er derfor både plads til og behov for et progressivt midterparti, som er liberalt i ordets egentlige forstand. Et parti der er økonomisk og socialt ansvarligt, med internationalt udsyn, pro-europæisk, og som har en skarp kant til det yderste højre. Kort sagt et parti lidt i stil med Angela Merkels CDU i Tyskland.

Er Løkke manden, der kan løfte den opgave? Løkkes akilleshæl har altid været det organisatoriske. Ved sin side skal han i givet fald have en knalddygtig og benhård partisekretær a la Claus Hjort Frederiksen. En sekretær der både har orden i papirerne, og som kan sige fra - også over for Løkke Rasmussen selv!

Men er den forudsætning først på plads, er der næppe noget til hinder for, at et Løkke Rasmussen-parti kan få en 15-20 mandater ved næste valg og måske ligefrem blive tungen på vægtskålen. Lars Løkke Rasmussen er en resultatorienteret pragmatiker og dertil en blændende dygtig politiker, har et politisk CV, der er second-to-none, og i retoriske evner er der ingen i dansk politik, der når ham til sokkeholderne.