Europas fremtid
Af Jacob Bjelskov, projektleder i Nyt Europa, Ole Jensen, talsperson i Fagbevægelsen mod Unionen, Rasmus Nørlem Sørensen, sekretariatsleder i DEO, Ditte Marie Gyldeberg , sekretariatsleder i Folkebevægelsen mod EU, Thomas Bach Jørgensen, projektleder i Europabevægelsen og Erik Christensen, formand for Europanævnet
Egentlig er forfatterne til dette debatindlæg uenige om langt de fleste EU-spørgsmål, men på ét punkt er vi enige: Der er behov for en mere folkelig EU-debat.
Derfor er forsamlingshuset blevet genoplivet gennem vores organisationer, der er afsendere på dette debatindlæg. I tre år har vi drevet projektet »Danmark debatterer EU«, der søger at styrke EU-debatten i Danmark ved at lade danskerne mødes over kaffe og diskutere konkrete EU-spørgsmål.
Og vi er klar til at fortsætte projektet.
Konkret har »Danmark debatterer EU« været et forum, hvor danskere i hele landet har drøftet konkrete EU-spørgsmål med hinanden og eksperter om alt fra hviletidsregler til landbrugsstøtte.
Europa-Nævnet, der formidler tilskud til oplysning og debat om EU, modtager overordnet to tredjedele af ansøgningerne til dets midler fra København, Aarhus og Aalborg. Derfor har vores ambition især været at komme uden for de store byer.
Organisationerne bag projektet arrangerede i 2018 borgerhøringer i 69 byer over hele landet. Dertil kommer, at høringerne har nydt stor interesse - flere arrangementer har haft op mod 100 tilmeldte. Det viser, at der er en interesse for EU i hele Danmark.
Europanævnets formand, Erik Christensen, pointerer da også, at det er EU-oplysningsorganisationerne, der for alvor har viljen, evnen og muligheden for at bringe EU-debatten ud til de yderste egne af landet.
Når den nye konference om Europas fremtid, som snart skal afvikles i hele Europa, skal finde sted, står vi på spring for at facilitere det herhjemme. Det har vi stor erfaring med, og vi er klar til at fortsætte det arbejde ude i landet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her