Minksagen
Af Anne Petersen
Lyndbyparken 1, Lyndby
Kirke Hyllinge
På baggrund af stærke advarsler fra Statens Serum Institut (SSI) 3/11 besluttede regeringen samme dag, at alle mink i Danmark skulle aflives. Var der tale om magt- arrogance? Efter læsning af Miljø- og Fødevareministeriets læseværdige redegørelse er svaret nej. Der var tale om rettidig omhu og ansvarlighed. Tak for det!
På baggrund af redegørelsen tegner der sig et broget billede af forløbet. Jeg har bidt mærke i følgende:
Vi havde haft smitte blandt mink siden 15. juni, og det var blevet værre og værre trods mange indsatser, herunder aflivning af smittede og raske besætninger i en radius af 7,8 km. 3/11 konkluderede SSI, at den konstaterede smittespredning blandt mink »vurderes at indebære en stor risiko for folkesundheden, både ved at medføre større sygdomsbyrde blandt mennesker og ved at et stort virusreservoir i mink øger risikoen for, at der igen opstår nye virusmutationer, som vacciner ikke giver optimal beskyttelse imod«.
På baggrund af disse stærke udsagn beslutter regeringen, at alle mink i Danmark skal aflives. Folkesundheden er på spil, og man vil ikke risikere, at minkene holder virus i live og muterer. Det er da ansvarlighed.
Redegørelsen indeholder også en rystende afdækning af ministeriets elendige embedsmandsbetjening. I et talepapir til Mogens Jensen 3/11 står et lovgrundlag for beslutningen om, at alle mink skal aflives. Det lovgrundlag viste sig bare ikke at være rigtigt! Området er kompliceret, men det er nu uforståeligt for mig, hvordan ministeriet både kan mene, at der er lovhjemmel, og andre i det samme ministerium at lovhjemlen skal undersøges nærmere. Det er også stærkt kritisabelt, at hverken Mogens Jensen eller Mette Frederiksen 3/11 er orienteret om denne tvivl. Uanset hvad, er der tydeligvis ikke tale om, at man har handlet mod bedre vidende. Det hører også med til historien, at regeringen orienterer Folketinget, da fejlen bliver klar.
Ja, der er begået fejl, men også truffet rigtige beslutninger, og det er da trist, at oppositionen i den grad er gået i selvsving. Det er Grundloven og hele vores demokrati, der er på spil, siger nogle. Især er det bemærkelsesværdigt at Inger Støjberg (V), der nok har et lidt alternativt forhold til magtudøvelse, nu kritiserer andre for magtarrogance. Er der lige lidt dobbeltmoral hér?
Forårets fordragelighed blandt politikerne var rigtig rar at være vidne til. Den polarisering og grøftegravning vi nu ser, tilsvarende trist. Jeg håber, at vi ikke er på vej til amerikanske tilstande!
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her