17. januar 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Århundredets dårligste beslutning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Århundredets dårligste beslutning
Debat - 30. december 2020 kl. 12:34

Af Vagn Lundsteen, Holbæk
Direktør for Agro Pro

Afviklingen af minkerhvervet stiller spørgsmål omkring det lovlige i hele processen. Det vil den nye »granskningskommission« vurdere og afgøre. Men der kan med rette stilles spørgsmålstegn ved, om det var fagligt og sundhedsmæssigt korrekt at slå 15 millioner mink ihjel. Til at opklare dette spørgsmål har jeg kontaktet fagpersoner og dyrlæger, der ved noget om mink og sygdomme.

Fakta er: Med baggrund i registreringer fra en fodercentral, der leverede foder til fem smittede minkfarme, viste det sig, at det daglige foderforbrug for august efter fem-otte dage var oppe på normal foderoptagelse igen. Altså havde smitten været igennem farmen og var immuniseret.

Normalt antal dødsfald på en minkfarm i vækstperioden er ca. en promille af dyrebestanden om ugen. I de fem-otte dage var dødsfaldet kun lidt højere. Alle dyr spiste normalt igen og skiftede pelsen som sædvanligt i september/oktober lige før pelsningstid. De coronasmittede opførte sig præcis som influenzasmittede mink, hvilket er jævnligt forekommende, ligesom andre pattedyr.

Et ubesvaret spørgsmål er, hvorfor minkene blev smittet så hurtigt og kraftigt- Der var ingen, der brugte tid og ressourcer på at lave smitteopsporing. Beslutningen var allerede taget. Hverken Statens Serum Institut (SSI), Fødevarestyrelsen (FVST) eller erhvervet selv. Mink på de tre første farme blev slået ned på grund af smitte fra ansatte på plejehjemmet i Sindal.De bragte det hjem til deres ægtefæller, som havde minkfarm. Derefter var der ingen smittede farme i cirka to måneder, hvor de nordjyske farme skulle sende svaberprøver ind af døde dyr.

Over Limfjorden til Himmerland
Derefter begyndte det at brede sig i Nordjylland og ned til Gjøl, for i løbet af få dage at springe over Limfjorden til Himmerland og derfra ned gennem Vestjylland. Formentlig skyldtes de mange nye smitteudbrud, at mink, der skifter pels, er mindre modstandsdygtige over for diverse bakterier/virusangreb, hvilket vi ofte har set ved andre sygdomme hos mink. I stedet for at gå i panik burde minkfarmene have været isoleret og ladet smitten gå hurtigt gennem farmene, hvorefter de ramte farme ville blive immuniseret i løbet af fem-otte dage.

Hvor kom smitten fra? Alle vandmiljøer er fyldt med coronaviruspartikler, blandt andet på grund af de mange overløb af spildevand. Derfor er smittevejene utallige over for mennesker og dyr. Mink er jo i bure, men får foder hver dag fra fodercentraler, som aftager alt filetaffald fra fiskeindustrien i alle havnebyer samt store mængder industrifisk. Alle steder, hvor der i det fri bliver håndteret alle former for fisk, er der tusindvis af måger. Og da havnenes rensningsanlæg ligger tæt op ad fiskeindustrierne og filetfabrikkerne, er det meget sandsynligt, at måger kan bringe viruspartikler fra deres næb til filetaffald, som derefter køres til minkfoderfabrikker. Men også mange fugle, blandt andre måger, kan bringe smitte fra vandløb med viruspartikler ind på farme, hvor de sidder og spiser af foderklatterne.

Rotter bærer smitten
Rotter, som lever i og ved vandløb, der jævnligt udsættes for spildevand fra rensningsanlæggene, er også potentielle smittebærere. Rensningsanlæggene renser ikke for virus. Derfor findes der virus i de fleste vandløb og vandmiljøer.

Der er ikke noget, der tyder på, at mink nemmere bliver smittet end andre pattedyr. Alle pattedyr kan smittes. De store koncentrationer af mink øger smittehastigheden. Men ved isolation i forhold til mennesker, rotter og fugle og ved anvendelse af foder, der var testet for virus, burde minkfarmene ikke være mere »farlige« end andre pattedyr som for eksempel katte, der går frit omkring.

Smitte accelererer kraftigt
Smitten accelererede kraftigt, da kontrollanter i begyndelsen kørte fra farm til farm uden ordentlig smittebeskyttelse. Kontrollanternes biler kørte fra farm til farm. Havde kontrollanterne haft udstyr som statsministerens, på besøg hos en tom minkfarm, var smitten måske stoppet ved de første farme.

Langsommelighed fra myndighedernes side i opsporing af smitte og tiltag til at begrænse denne har accelereret smitten. Det virkede nærmest som om, det var et led i planen om at afskaffe et erhverv.

Regeringen har et forklaringsproblem over for danskerne, som kommer til at mangle pengene fra minkbranchen fremover. Det er ikke til at rette op på eller genskabe. Hvad kunne der ikke gøres hvert år med disse penge i forhold til socialt udsatte, undervisning, ældre, integration af flygtninge og de mange former for misbrug?

Statsministeren sagde, at der ville blive begået fejl. Men dette er ikke en fejl. Det er en bevidst udryddelse af et erhverv, der ikke længere var »politisk korrekt«.

Hvilken katastrofe, ikke kun for minkerhvervet, men også for hele det danske samfund. Det må siges at være århundredets dårligste beslutning.

I denne uge begynder VM i håndbold. Tror du det danske herrelandshold kan vinde VM?