20. september 2021
Det var al-Qaedas terrorangreb på USA i 2001, der fik amerikanerne til at invadere Afghanistan, hvor al-Qaeda havde baser og planlagde terror. Angrebet i 2001 har på mange måder formet de seneste 20 år, skriver tidligere udenrigsminister Per Stig Møller.
Det var al-Qaedas terrorangreb på USA i 2001, der fik amerikanerne til at invadere Afghanistan, hvor al-Qaeda havde baser og planlagde terror. Angrebet i 2001 har på mange måder formet de seneste 20 år, skriver tidligere udenrigsminister Per Stig Møller.
Foto: Sean Adair/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 9/11: Friheden sejrer til sidst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

9/11: Friheden sejrer til sidst
Debat - 11. september 2021 kl. 07:00
Af Af Per Stig Møller, tidligere udenrigsminister (K)

Den 11. september 2001 kl. 9 begyndte Udenrigspolitisk Nævns underudvalg sit møde med amerikanske topofficerer og strateger i det amerikanske Nationale Forsvarsakademi skråt overfor Pentagon. Ved indkørslen stod signalet: Ingen fare truer.

Ifølge programmet skulle vi have været til møde i Pentagon, men aftenen før blev der byttet rundt på det. Kl. 9.30 så jeg et fly foretage en mærkelig s-bevægelse, men det kunne der være så mange grunde til. Og det var der. For da vi forlod mødet, så vi giftiggule, dybrøde og sorte røgsøjler stige op fra Pentagon. Flyet havde bragt sig ned i jordhøjde og var braget ind i Pentagon. Nogenlunde dér, hvor vi skulle have siddet. Da vi forlod akademiet stod faresignalet på højeste alarmberedskab.

I bussen videre til det næste møde i det amerikanske udenrigsministerium så vi på en tv-skærm igen og igen flyene, der ubegribeligt fløj ind i World Trade Center. Vi drøftede, hvad der var sket, og jeg mente, at der var tale om et angreb fra al-Qaeda. Terrorbevægelsen havde før prøvet at angribe World Trade Center og haft held med at angribe de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania.

Da vi kom frem til udenrigsministeriet, så vi hele personalet løbe ud af bygningen. Der var tydeligvis ingen tilbage at holde møde med. I stedet kørte vi til ambassadør Ulrik Federspiels prægtige residens i Georgetown. Her lå gaderne øde hen, og bilerne stod foran husene. Alle amerikanere havde skyndt sig hjem og fulgte det første angreb på amerikansk territorium siden Pearl Harbor. Dengang fik det USA ind i Stillehavskrigen med Japan og Anden Verdenskrig. Nu fik det USA ind i et angreb på Afghanistan, og Nato besluttede at følge med, for et angreb på ét medlem er et angreb på alle. I Folketinget var der bred enighed om, at Danmark skulle deltage i den kamp, der skulle fjerne al- Qaedas terror-træningslejre i Afghanistan og tvinge det fundamentalistiske, terroristiske Taleban fra magten, fordi det beskyttede og samarbejdede med al-Qaeda.

Det tog ikke lang tid. Så var Taleban og al-Qaeda over alle bjerge og i ly i Pakistan, som kunne have taget dem, men ikke gjorde det. Pakistan talte, som om det støttede os, men hjalp og beskyttede Taleban, for det følte sig ikke sikker på, at USA ville blive, og så foretrak det en Taleban-regering i Afghanistan frem for en regering med indiske forbindelser.

Taleban kan takke Trump

Nu den 11. september 2021 viser det sig, at Pakistan satsede rigtigt. USA og alle vi andre er ude igen. Taleban er tilbage ved magten og sidder endda sikrere i sadlen end i 2001. De tyve år, så blev de væk, forleden dag af skræk, kan man konstatere med en omskrivning af Kaj Munks digt den 9. april 1940.

Den afghanske præsident havde på nationalt tv lovet at blive, men stak derefter af til udlandet. Den amerikanske hær havde lidt efter lidt pakket sammen og uden noget varsel til deres afghanske allierede forladt landet. Uden amerikansk flystøtte og teknisk support valgte de afghanske soldater lige så stille at smide uniformen.

Sammenbruddet skyldes for det første, at præsident Donald Trump var så sikker på, at han som erhvervsmand var verdens bedste forhandler, at han bag ryggen på Afghanistans lovlige regering og alle sine allierede havde forhandlet sig til en fred med Taleban. Den var lige så begavet som den fatter, der altid gør det rigtige, gør hos H.C. Andersen, bare langt farligere. Den indebar nemlig en aftale om, at USA ville forlade Afghanistan senest den 1. maj 2021, og i mellemtiden ville Taleban ikke skyde på amerikanerne. Som Taleban siger: »I har urene, men vi har tiden«. Og de havde da tid til at vente et år på at overtage landet. Den anden historiske brøler begik Joe Biden, da han igen bag ryggen på alle lod amerikanerne pakke sammen og tage hjem før tiden, som han ellers havde forlænget til den 31. august. Han sagde, det skyldtes, at afghanerne ikke gad kæmpe for deres eget land, og så gav det ingen mening, at amerikanerne kæmpede for det. Realiteten er, at den afghanske hær mistede over 40.000 mand de sidste to år, mens USA vist ikke mistede nogen. Det havde jo en aftale med Taleban. Det havde Afghanistans regering bare ikke.

Nu den 11. september 2021 sidder Taleban på magten i hele Afghanistan og har dannet en regering, der er en hån mod USA. I den sidder gamle Guantanamo-fanger og topterrorister, som der er milliondusører på. Hvordan kan man forhandle med dem? Hvilket land kan modtage dem som forhandlere, når det burde udlevere dem til retsforfølgelse?

Taleban markerer, at de tyve år er pist væk og vil nu fortsætte, hvor det slap. Samarbejdet med Pakistan sker nu åbenlyst, og dets nabolande, som hidtil bare har set på, får nu besværet med at forhindre, at Taleban igen lader al-Qaeda træne terrorister. Det kunne jo være, at de denne gang allierede sig med nabolandenes islamister og gav sig til at udøve terror i Xinkiang i Kina, i de centralasiatiske republikker og i det russiske Kaukasus. Og Pakistan skal ingenlunde føle sig sikker. Her er også et pakistansk Taleban, og sammen med det afghanske kan de destabilisere Pakistan og overtage dets atomvåben. Pakistan har spillet hasard, og taberne bliver i så fald os alle.

11. september 2021. Verdens politibetjent er gået hjem. Det er forståeligt, for hjemme er der en dyb splittelse, en forsømt infrastruktur, et for dårligt skolesystem og et socialt utilfredsstillende sundhedsvæsen. Samtidig ser USA Kina stige op og true dets globale magtposition, hvorfor USA må til at samle kræfterne og prioritere mellem de indre og ydre opgaver. Det er forståeligt nok, for USA har ligget i små og store krige rundt omkring i verden i over hundrede år. Men det er måden, det har ageret på under Trump og Biden, som er problemet for os andre.

Europa må stå alene

Skal vi europæere i fremtiden følge USA ind i krige og konflikter, må den militære indsats kombineres med politiske aftaler om inddragelse, før større beslutninger for alle tages.

Vi europæere skal også forstå, at USA nu koncentrerer sine kræfter om, hvad det finder vigtigst for sig selv, hvilket ikke nødvendigvis er det vigtigste for os. Ligesom det, der er vigtigst for os, ikke nødvendigvis er vigtigt for USA. Problemerne i Nordafrika og migrationen fra Afrika over Middelhavet til Europa vil USA med rette mene finder sted i vores egen baggård. Det må vi selv tage os af. Eventuelt kommende konflikter på Balkan kommer vi selv til at hænge på, ligesom Rusland er vores nabo og ikke USA's. Hviderusland må vi selv håndtere, og Ukraine må vi nok også indstille os på at skulle beskytte.

Vi europæere må altså indstille os på, at vi i mange situationer vil være »alene hjemme« og derfor må være lige så smarte til at forsvare huset mod indbrudstyve som den amerikanske dreng i filmen af samme navn. Derfor må vi i EU tage os sammen og styrke den fælles forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitik og udvikle evnen til at tage fælles, forpligtende beslutninger på disse områder. Det går ikke i længden, at vi ikke kan finde en fælles politik overfor Rusland og Kina. Det går heller ikke i længden, at vi ikke har kunnet udvikle en fælles politisk-, økonomisk politik i forhold til AU og Afrika, såvel nord som syd for Sahel. I Sahel destabiliserer Islamisk Stat land efter land og bevæger sig nu også ind i Nigeria. Men det eneste modsvar kommer fra Frankrig, der får en beskeden, men politisk relevant støtte fra Danmark. Sådan kan EU ikke fortsætte, for tager Islamisk Stat over i et eller flere afrikanske lande, sætter det gang i terroren i Europa.

Emigrationen til Europa kommer også fra Mellemøsten. I takt med at USA's behov for dets olie tager af, tager dets engagement i denne heksekeddel også af. Kun et livstruende angreb på Israel vil få det ind igen. Og Iran sidder formentlig og tilrettelægger sine næste skridt i lyset af USA's nye adfærd.

Det samme gør nok Kina, der har sine øjne rettet mod Taiwan, som nu sidder og spekulerer over, hvor megen støtte det kan påregne fra USA?

Uanset vores aktuelle skuffelse over USA, er sammenholdet mellem USA og Europa fortsat afgørende for os begge. USA vil stadig i mange år være verdens stærkeste magt, og Europa vil fortsat være det rigeste marked, selv om disse positioner med tiden vil blive udfordret af Kina og måske Indien. Sammen kan vi stå alle udfordringer igennem. Adskilte kan vi ikke i længden, fordi Vesten med tiden vil stå relativt svagere såvel demografisk som økonomisk.

Det amerikanske demokrati har været udsat for nogle alvorlige rysteture, der har rystet verden. Dets institutioner har heldigvis vist sig at holde, selv om dets politiske system er blevet dysfunktionelt. Men en af de ting, Kongressen må se på efter svigtet i Afghanistan, er præsidentens egenmægtige beføjelser til at gå i krig og til at slutte fred. Trump indgik en fredsaftale med Taleban, der gav det magten over Afghanistan, selv om det hele startede med at sætte Taleban fra magten.

Den fremragende, amerikanske forfatning har indbygget checks-and-balances, men disse er sat ud af kraft her. De ville ellers nok have været nyttige med en amerikansk præsident som Trump.

Selv om Taleban fortsætter, som det slap i 2001, så er Afghanistan næppe uforandret. 65 procent af befolkningen er under 25 år, og især i byerne har de aldrig oplevet andet end den frihed, vi medvirkede til at bibringe landet efter Talebans undertrykkelse af befolkningen. Der kom økonomisk fremgang, mere beskæftigelse, internet, frie medier, musik, film, sport. Pigerne kom i skole, kvinderne fik deres menneskeværdighed tilbage og fik butikker, arbejde, bevægelsesfrihed og sæde både i regeringen og parlamentet. Vil disse 65 procent uden protester finde sig i, hvad deres fædre og mødre måtte finde sig i? Næppe.

Taleban har med sin regering vist, at den intet har lært og intet glemt, men befolkningen har lært noget ganske andet og vil næppe glemme det. Derfor er historien om Afghanistan ikke slut, og derfor har den danske militære og civile indsats ikke været forgæves! Alverdens undertrykkere frygter friheden, men friheden sejrer til sidst.

Synes du, at kommunen er der for dig?