21. januar 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 40.000 venter på Magnus Heunicke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

40.000 venter på Magnus Heunicke
Debat - 12. december 2019 kl. 13:10
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sundhedsplatformen

Af Torben Jerlach

Fhv. kontorchef, cand.polit
Skjoldborgsvænge 1 A Næstved

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal nu forholde sig til den kritik af Sundhedsplatformen (SP), som anerkendte eksperter på det sundhedsfaglige, sundhedsøkonomiske og it-teknologiske område er fremkommet med på et møde 3/12 med Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Det drejer sig om professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard, professor i Datalogi, Jørgen Bansler, formand for Overlægerådet i Region Sjælland, Anne Jung, og overlæge Niels Bentzon, Herlev Hospital.

Eksperterne gav over for udvalgsmedlemmerne udtryk for deres store bekymring i forhold til SP - en bekymring, de deler med store dele af sygehuspersonalet i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Det kom til udtryk i Epinions målinger fra september, hvor to tredjedele af lægerne fortsat var utilfredse med SP.

De seneste års mange ord fra de to regionsledelser og deres administrationer har ikke ændret ved, at SP er vedblevet at være et usmidigt, uoverskueligt og patientfarligt system. Den nylige tilfredshedsundersøgelse og karaktergivning udført blandt læger dokumenterer, at utilfredsheden er voldsom. Der er ikke længere tillid til, at der vil komme afgørende forbedringer. De løfter om forbedringer, som er fremsat de seneste tre et halvt år fra regionernes side, er på ingen måde indfriet.

Uvildig kommission
Eksperterne anbefalede på deres møde med Sundheds-og Ældreudvalget, at Folketinget nedsætter en uvildig kommission til at vurdere:

nSP's økonomi (fortsat drift vs. skift til bedre system)

n SP's påvirkning af patientsikkerheden og behandlingskvalitet

nSP's indflydelse på arbejdsmiljøet

nSP's håndtering af data
n Stillingtagen til fælles dansk EPJ (elektronisk patientjournalsystem.)

Dette har foreløbig ført til, at folketingsudvalget i fredags har stillet sundhedsministeren følgende spørgsmål: »Vil ministeren kommentere den præsentation, som blev fremvist under foretræde for udvalget af overlæge Niels Bentzon m.fl. 3/12-19: Forløb, status og visioner for SP, herunder de konkrete forslag i præsentation og bemærkningerne om, at de amerikanske erfaringer er dårlige?«

Undvigende svar
Magnus Heunicke har hidtil svaret undvigende på de mange spørgsmål om SP, som han som minister har modtaget i september-oktober fra medlemmer af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg og blot henvist til, at ansvaret for elektroniske patientjournaler ligger hos regionerne.

De godt 40.000 personer, der arbejder i sygehusvæsenet i Region Hovedstaden og Region Sjælland, forventer at se en sundhedsminister, der kommer i arbejdstøjet og tager fat i denne sag for i et samarbejde med Folketinget at få igangsat en uvildig undersøgelse med deltagelse af kyndige eksperter til at vurdere spørgsmålet om Sundhedsplatformens fremtid og de videre perspektiver for elektroniske patientjournalsystemer i Danmark.

Det vil være en dejlig julegave, som sundhedsministeren kunne give hele det østdanske sundhedsvæsen.