22. september 2020
Britta Riis
Foto: FRANCOIS DE RIBAUCOURT
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 25 kroner er alt, alt for billigt for en kylling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

25 kroner er alt, alt for billigt for en kylling
Debat - 24. august 2020 kl. 12:56
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Dyrevelfærd

Af Britta Riis, direktør

Dyrenes Beskyttelse

Det kan godt være, at du bliver glad, når du finder en kylling til 25 kr. i køledisken. Men det tilbud, der er billigt for dig, betaler kyllingen dyrt for. Når jeg står i supermarkedet og skal finde en kylling i køledisken, må jeg ofte grave mig gennem stakken af absurd billige kyllinger. Og når de mange kyllinger ligger på række, springer den store prisforskel da også i øjnene.

Den hurtige beslutning bliver derfor for mange at tage den billigste kylling med op til kassen. For lige dér i køledisken er der måske ikke overskud til at ændre vaner, selvom vi nok godt ved, at absurde 25 kr. langt fra er den rigtige pris for et godt kyllingeliv.

Gennem årtier er kyllinger blevet avlet til at vokse hurtigere og hurtigere, så de nu på kun 33 dage når slagtevægten på ca. to kg. Derfor er det ikke for sjov, at de stakkels industrikyllinger har fået tilnavnet »turbokyllinger«.

Ben kan ikke følge med
Men deres organer og ben kan ikke følge med. Derfor kan tre ud af fire ikke gå, når de nærmer sig slagtning. Og med 20 kyllinger pr. kvadratmeter er der ikke plads til, at de kan udleve deres naturlige adfærd.

Kyllinger er blevet et produkt. Vi producerer kyllinger, som var det støvsugere eller opvaskemaskiner. De skal være effektive og ressourcebesparende. Men kyllinger er ikke maskiner. De er levende sansende væsner, der har behov for at kunne udøve deres naturlige adfærd.

Kyllinger er helt oprindeligt skovdyr, som lever i små flokke, hvor de kan genkende hinanden. De instinkter er ikke blevet avlet ud af dyret, og derfor stresser det dem at være lukket inde i et industrielt anlæg med 40.000 andre kyllinger.

Kyllingen betaler
Det er altså kyllingen, der må betale den ubetalte regning med sin velfærd, når vi forbrugere kun vil give 25 kr. Men det er i 2020 en uholdbar undskyldning for at gå uden om den gode dyrevelfærd i køledisken.

Desuden er det både sundere og mere klimavenligt at skære ned for kødforbruget. Tiden er inde til, at vi ændrer vanens magt ved køledisken. En hel, god kylling strækker til flere måltider, og derfor kan man sagtens støtte den gode dyrevelfærd de gange om ugen, man vil have kød på bordet - også selv om man har et begrænset madbudget.

Tænk over det, næste gang du står ved køledisken. Frikyllingen er ikke for dyr - det er turbokyllingen, der er for billig. Det er din beslutning, hvorvidt kyllingen skal have lov til at vokse i et sundt tempo under åben himmel. Så tag det rigtige valg, når du står foran den ligeglade køledisk. Det synes jeg, at vi skylder kyllingerne.

Har debatten om sexisme taget overhånd?