Køller og flasker blev brugt som våben i gadekryds tirsdag eftermiddag, siger politiet.
Fire mænd er blevet anholdt efter et overfald i bandemiljøet på åben gade i Esbjerg tirsdag eftermiddag, oplyser politiet.
Flere vidner har hjulpet politiet med oplysninger om den usædvanlige hændelse i trafikken lidt efter klokken 15 i den nordøstlige del af byen.
En bil med fire mænd kørte op på siden af modstandere, der i to andre biler holdt for rødt.
- De brugte køller, flasker og andet, siger vagtchefen om de redskaber, som blev brugt ved volden i krydset Spangsbjerg Møllevej og Degnevej.
De fire aggressive herrer blev dog stoppet kort tid efter af en politipatrulje. De sigtes for farlig vold - men også for at udsætte helt tilfældige cyklister for livsfare.
- Det er to bandegrupperinger her i byen, som er uenige, siger vagtchef Ole Aamann om baggrunden for volden.
Formentlig skal en dommer onsdag afgøre, om de anholdte skal varetægtsfængsles.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her