28. marts 2020
Ægteparret Elsebeth og Aage Rasmussen fra Haldrup ved Horsens fandt allerede den 6. februar årets første offentligt kendte anemone. De opdagede den, da de gik tur ved Haldrup/Stensballe Skov ved Horsens.
Ægteparret Elsebeth og Aage Rasmussen fra Haldrup ved Horsens fandt allerede den 6. februar årets første offentligt kendte anemone. De opdagede den, da de gik tur ved Haldrup/Stensballe Skov ved Horsens.
Foto: Privatfoto/Free
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Varm vinter vækker årets første anemoner før tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Varm vinter vækker årets første anemoner før tid

Et jysk ægtepar så årets første anemone den 6. februar. Meget tidligt, men forventeligt, mener professor.

Danmark - 27. februar 2020 kl. 04:30
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

De første hvide anemoner har set dagens lys, og det er godt nyt til alle dem, der ligesom musikeren Sebastian i "Anemonesangen" længes efter at få sommeren at se.

Men i år stikker den lille forårsbebuder hovedet frem tidligere end normalt.

Allerede den 6. februar blev den set i den jyske skovbund ved Horsens, skriver Videnskab.dk.

Spørger man Kaj Sand-Jensen, som er professor i økologi ved Københavns Universitet, er det usædvanligt og meget tidligt, men dog forventeligt.

- Vi har set det tidligere i milde og varme vintre, men det er usædvanligt, at det er her i begyndelsen af februar. Normalt er det halvanden måned senere.

- Det hænger fint sammen med, at det har været meget mildt vintervejr, og at vi ikke har haft frost, siger han til Ritzau.

Han forklarer, at blomsterne spirer tidligt, fordi der er mere varme i jorden.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kan vinteren ende med at blive den varmeste i Danmark, siden man begyndte at måle det i 1874.

Vinteren ender formentlig med en gennemsnitstemperatur på cirka fem grader over hele landet, og det er langt over det normale, oplyser DMI.

Kaj Sand-Jensen mener, at man godt kan forvente, at også bøgen vil springe markant tidligere ud i år.

Det var ægteparret Elsebeth og Aage Rasmussen, som i begyndelsen af februar opdagede årets første offentligt kendte anemone.

- Vi gik tur ved Haldrup/Stensballe Skov ved Horsens, og så fandt vi den første.

- Vi var dernede igen fjorten dage senere, hvor der var nok til, at jeg kunne plukke en lille buket. Men de står ikke i fuld flor, så man skal vide, hvad man kigger efter, fortæller pensionist Elsebeth Rasmussen.

Hun og ægtemanden går hvert år på jagt efter anemonerne, og det har hun gjort, siden hun var barn.

- Min bedstemor gik på torvet i Aarhus og havde altid de første anemoner og bøgegrene med, og det har min mor ført videre.

- Så jeg er kommet i skoven, siden jeg var lille, og naturen har altid interesseret mig, fortæller Elsebeth Rasmussen.

Hun er også selv overrasket over at finde anemoner så tidligt, for hendes personlige rekord er sidst i februar.

Ifølge Videnskab.dk var anemonerne også tidligt ude i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne.