23. juni 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Udenrigsministeriet fraråder rejser til Israel grundet uro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Udenrigsministeriet fraråder rejser til Israel grundet uro

Sikkerhedsrisici er nu så alvorlige, at Udenrigsministeriet advarer mod at tage til Israel og Vestbredden.

Danmark - 15. maj 2021 kl. 13:54
Af Ritzau

En eskalerende konflikt mellem Israel og militante palæstinensere i Gaza får nu Udenrigsministeriet i Danmark til at skærpe rejsevejledningerne til områderne.

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes til Israel og Vestbredden på grund af sikkerhedssituationen. Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

I forvejen frarådes alle ikke-nødvendige rejser til Israel og Vestbredden på grund af coronapandemien.

- Men sikkerhedsrisici er nu så alvorlige, at særskilt advarsel er nødvendig, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter.

Alle rejser til Gaza frarådes allerede.

Israelsk militær har siden mandag bombet mål i Gazastriben, mens militante palæstinensere har skudt raketter mod Israel.

Lørdag har der igen været bølger af luftangreb mod Hamas i Gaza. Imens har bevægelsen sendt nye byger af raketter ind over israelske byer.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters første gang i årevis, at den dybe konflikt mellem Israel og den militante, palæstinensiske bevægelse Hamas på få dage er eskaleret til en direkte krig.

Hamas, der styrer Gaza, siger, at mindst 136 mennesker er blevet dræbt i Gazastriben.

Blandt de dræbte er ifølge de palæstinensiske oplysninger 34 børn og 21 kvinder. 950 meldes såret.

Desuden er mindst ti personer blevet dræbt i sammenstød på Vestbredden.

Israel melder om ni dræbte. I hvert fald syv af dem var civile, hvoraf to var børn.

I Danmark udviklede en demonstration ved Israels ambassade i Hellerup sig fredag eftermiddag voldsomt, da en gruppe demonstranter kastede sten og kanonslag mod politiet og ambassaden. Politiet svarede igen med tåregas.

Demonstrationen var arrangeret som en reaktion på de igangværende uroligheder i Israel og de palæstinensiske områder. Den var tiltænkt som en fredelig støtte til palæstinensere.

Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstår du deres løn-utilfredshed?