21. september 2021
En danskfødt hanulv og en tyskfødt hunulv i Sydjylland har fået et kuld med mindst tre hvalpe. Billedet er ikke af parret, men derimod af ulve i Københavns Zoo (Arkivfoto).
En danskfødt hanulv og en tyskfødt hunulv i Sydjylland har fået et kuld med mindst tre hvalpe. Billedet er ikke af parret, men derimod af ulve i Københavns Zoo (Arkivfoto).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tredje danske kuld: Ulvepar har fået mindst tre hvalpe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tredje danske kuld: Ulvepar har fået mindst tre hvalpe

Mindst tre ulvehvalpe er kommet til verden i Hovborg i Jylland. Det er tredje ulvekuld i Danmark i nyere tid.

Danmark - 31. juli 2021 kl. 10:35
Af Ritzau

For tredje gang i nyere tid har ulve fået hvalpe i Danmark.

Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Optagelser fra et vildtkamera viser, at der er kommet et kuld på mindst tre hvalpe til verden i Klelund Plantage.

Hvalpene vurderes at være født i begyndelsen af maj, og styrelsen vil ikke udelukke, at kuldet kan være større end de tre, der er set.

De er hvalpe af en danskfødt hanulv og en tyskfødt hunulv, der holder til i Hovborg i Sydjylland mellem Esbjerg og Billund.

Det vækker begejstring hos Bo Håkansson, der er biolog ved Danmarks Naturfredningsforening og med i Miljøministeriets ulvegruppe, at ulvene har fået unger.

- Det betyder jo, at den vildeste natur, man kan forestille sig - ulvene - bliver ved med at vende tilbage. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, fordi ulvene har en vigtig rolle i naturen.

- Ulvene er toprovdyr, og de lever af krondyr og tager grundlæggende de svageste af dem og er dermed med til at holde bestanden nede og holde den sund, siger han.

Tyske studier af ulves ekskrementer viser, at de hovedsageligt lever af rå- og kronvildt. 0,6 procent af ulvens føde består af husdyr som eksempelvis får, lam, geder og kalve.

Kameraerne, der er sat op for at holde øje med ulvene, har fanget billeder af dem på skovveje i den del af plantagen, hvor offentligheden hen over sommeren har haft begrænset adgang. Det har netop været for at sikre ro til ulvene.

Miljøstyrelsen anbefaler, at man ikke aktivt går ud og leder efter ulvehvalpene.

En del af de ulveobservationer, der generelt er gjort i Danmark, har ifølge Bo Håkansson været i skumringen på steder, hvor man kan se ud over landskabet.

Og hvis man er i nærheden af steder, hvor ulve søger føde, men er bange for dyret, kan man selv gøre noget for at skræmme den væk, påpeger han.

- Jeg selv ville nok have svært ved ikke at tage armene op i luften af begejstring, fordi det er altså helt fantastisk at se en vild ulv, synes jeg.

- Hvis man er utryg ved ulve, så skal man larme, altså for eksempel snakke sammen. Så hører ulven en, og så er sandsynligheden for at se en ulv meget, meget lille, siger Bo Håkansson.

En ulv blev i 2012 set i det fri i Danmark - det var første gang i 200 år. Siden har flere slået sig ned, og det nye kuld er det tredje inden for de seneste år.

Både i 2017 og 2019 blev der født ulvehvalpe i Danmark. Begge kuld blev født ved Ulfborg i Vestjylland sydvest for Holstebro.

Danmarks Naturfredningsforening vurderer, at det er "overordentligt sandsynligt", at der vil komme flere ulvekuld i fremtiden.

Ulven har været fredet i EU - og dermed i Danmark - siden 1992. Det er altså ulovligt at skade, indfange og slå ulve ihjel. Bliver man taget i at dræbe en ulv, kan det både koste en fængselsstraf, ligesom man kan miste våbentilladelse og jagttegn, oplyser Miljøstyrelsen.

En ulv blev i april 2018 fundet skuddræbt på en mark ved Ulfborg. Det kostede gerningsmanden 40 dages betinget fængsel.

Risikoen, for at mennesker bliver angrebet af ulve, er i Danmark meget lille. Det har Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet tidligere vurderet, fremgår det af materiale fra Miljøstyrelsen.

Synes du, at kommunen er der for dig?