25. maj 2019
De unge skal ifølge en anbefaling fra regeringens stresspanel lære at mestre livet ved blandt andet at stille sig kritisk over for påvirkninger fra sociale medier. Anbefalingen er inspireret af et tiltag i Norge. (Arkivfoto)
De unge skal ifølge en anbefaling fra regeringens stresspanel lære at mestre livet ved blandt andet at stille sig kritisk over for påvirkninger fra sociale medier. Anbefalingen er inspireret af et tiltag i Norge. (Arkivfoto)
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stresspanelet vil lære de unge at mestre livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stresspanelet vil lære de unge at mestre livet

Regeringens stresspanel har allerede anbefalet at lukke forældreintra for at mindske stress blandt forældre.

Opdateret 05. marts 2019 kl. 21:32
Danmark - 05. marts 2019 kl. 21:30
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er ikke nok, at unge kan gradbøje tillægsord og finde X i en matematisk ligning, når de forlader skolen. De skal også vide, hvordan de håndterer de op- og nedture, som livet uundgåeligt byder på.

Det mener regeringens stresspanel, der ifølge Politiken onsdag anbefaler at gøre "livsmestring" til et tema i både grundskolen og på ungdomsuddannelserne.

Det skal blandt andet lære unge at stille sig kritisk over for de mange påvirkninger, der skyller ind over dem fra virkelighedsfjerne billeder på de sociale medier, og forstå betydningen af relationer.

- I dag oplever mange unge, at de skal præstere som aldrig før, og den ydre styring fylder rigtig meget. Mange ser sig selv udefra med andres øjne og har til gode at opbygge et sundt og bomstærkt balancepunkt i livet.

- Vi har i samfundet en forståelse af betydningen af fysisk bevægelse, men vi mangler at indse, at fysisk helbred og mentalt helbred er to sider af samme menneskeliv, siger sociolog og forfatter Anette Prehn, der er formand for stresspanelet, til Politiken.

Hun hentyder til, at den seneste Nationale Sundhedsprofil viste, at hele 41 procent af kvinder mellem 16 og 24 år følte sig stressede.

- Vi vurderer i stresspanelet, at det er vigtigt, at vi som samfund har blik for, at børn og unge har brug for hjælp til at mestre livet i denne æra.

- Vi bør ikke bare smide dem ud på det dybe vand og så håbe, de finder ud af det, siger hun til avisen.

Stresspanelets anbefaling er inspireret af Norge. Her har man fra 2020 valgt at indføre et tema i grundskolen, de kalder "Folkehelse og livsmestring". Det skal blandt andet lære de unge at sætte grænser og respektere andre.

Anette Prehn og de otte øvrige eksperter, der er en del af det stresspanel, som regeringen nedsatte i sommer, understreger dog, at det er op til eksperter at definere, hvad livsmestring på skoleskemaet mere præcist skal indebære.

Hos organisationen Danske Skoleelever er man overvejende positive over for stresspanelets nye anbefaling, lyder det fra formand Sarah Gruszow Bærentzen.

- Jeg glæder mig dog til at se, hvordan det her forslag kommer til at udfolde sig, for det er jo ikke så konkret.

- Men jeg kunne forestille mig, at det vil blive udformet som noget klassens tid, og det, tror jeg, vil være sundt at få tilbage, siger hun til Ritzau.

Panelet skal samlet komme med 12 anbefalinger til, hvordan man mindsker stress i Danmark. Det første var meget konkret, nemlig at man lukker Skoleintra.

Dernæst fulgte en anbefaling, om at ledere skal trænes i at forebygge stress, samt at ansatte ikke skal forventes at kunne kontaktes uden for arbejdstiden.