22. september 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stress rykker ud af skammekrogen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stress rykker ud af skammekrogen

Flere er parate til at tale om egen eller andres stress. Men der er stadig brancher, hvor det er tabu.

Danmark - 12. juli 2018 kl. 14:00
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det rammer i flæng, og selv den stærkeste kan bukke under, hvis presset bliver for stort.

Stress er ikke længere tabu, viser en måling, som Epinion har foretaget for pensionsselskabet PFA.

Langt de fleste af de cirka 2000 adspurgte siger, at de vil være parate til at tale åbent om det, hvis de selv eller en af deres nærmeste blev ramt.

Rikke Bay Haaber, chef for strategisk sundhed i PFA, mener, at aftabuiseringen skyldes, at der i mange år har været fokus på stress.

- Stress fylder meget. Både i den offentlige debat, men også på arbejdspladserne. Tidligere var der en opfattelse af, at hvis vi ikke talte om det, så forsvandt det. Nu tør flere forholde sig til det, siger Rikke Bay Haaber.

I målingen er deltagerne spurgt: "I hvilken grad vurderer du, at du ville kunne tale åbent med dine nærmeste som for eksempel familie, venner eller kolleger, hvis du var bekymret for dit eget eller deres stressniveau?"

Otte ud af ti svarer "i meget høj grad", "i høj grad" eller "i nogen grad".

Speciallæge i arbejdsmedicin og stressforsker Bo Netterstrøm genkender den større åbenhed. For har man ikke selv prøvet det, så kender man nogen, der har, siger han til Ritzau.

- Mange oplever, at mennesker, som de betragter som stærke, går ned med stress. Det får folk til at tænke, "når det kan ske for hende, så kan det ske for alle", siger Bo Netterstrøm.

I foråret viste Den Nationale Sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen, at der fra 2010 til 2017 er sket en stigning i andelen af danskere med et højt stressniveau. Hver fjerde er ramt, og blandt dem mange unge, især kvinder.

Undersøgelsen har ifølge Bo Netterstrøm og Rikke Bay Haaber fået fleres øjne op for, hvor udbredt stress er.

- Når selv børn og unge er stressede, så viser det os, at der er noget i vores måde at indrette os på, som vi er nødt til at tale om og gøre noget ved, siger Rikke Bay Haaber.

Men trods mere åbenhed er det Bo Netterstrøms erfaring fra behandlingen af stressramte, at det fortsat i nogle brancher er omgærdet af tabu.

- Visse steder er det fortsat et tegn på svaghed, hvis man går ned med stress. Vi møder mange patienter, som fortæller, at de ikke taler med kollegerne om, hvordan de har det, siger Bo Netterstrøm.