7. april 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Professor forstår undren over dom til Britta Nielsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Professor forstår undren over dom til Britta Nielsen

Der er ikke noget facit, når retten kigger på alle omstændigheder i en sag og skal fastsætte en straf.

Danmark - 18. februar 2020 kl. 19:57
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Straffen i sagen mod Britta Nielsen ligger inden for skiven, hvis man kigger på andre sager om grov økonomisk kriminalitet.

Det vurderer en erfaren professor i strafferet. Jørn Vestergaard bider dog samtidig mærke i, at Københavns Byret ikke har kunnet få øje på såkaldt "særdeles skærpende omstændigheder".

- Så vidt det overhovedet er muligt at sammenligne med andre tilfælde af omfattende økonomisk kriminalitet, ligger domsmandsrettens bud på en rimelig og retfærdig straf klart inden for rammerne af hidtidig retspraksis, skriver han i en mail til Ritzau.

- Men det er da forståeligt, hvis nogen studser over rettens bemærkning om, at der ikke har været tale om særligt skærpende omstændigheder, fortsætter han.

I dommen over den tidligere afdelingsleder i Socialstyrelsen har dommer Vivi Sønderskov og de to domsmænd netop overvejet spørgsmålet om bestemmelsen, som kunne rykke overliggeren, hvad angår straffen.

Det skyldes, at Bagmandspolitiets anklagere havde opfordret retten til at sprænge den almindelige strafferamme.

Hertil siger retten, at bedrageriet må betegnes som "særdeles groft" på grund af beløbet på 117 millioner kroner og på grund den tidsmæssige udstrækning - nemlig 25 år.

Men der er et men: Efter en samlet vurdering af kriminalitetens karakter og måden, den blev udført på, er der ikke grundlag for at fastslå, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder.

I sin vurdering påpeger professor Jørn Vestergaard, at der ikke findes nogen særlig praksis for at bruge den særlige bestemmelse i sager om berigelseskriminalitet. Den bruges kun sjældent - og da særligt i sager om omfattende narkokriminalitet eller meget alvorlige personfarlige forbrydelser.

- I sagen mod Britta Nielsen har det slet ikke været nødvendigt for byretten at tage § 88 i anvendelse, for straffen på fængsel i seks år og seks måneder kan mageligt rummes inden for strafferammen på fængsel indtil otte år, skriver Jørn Vestergaard.

Retten har ved fastsættelsen af straffen kigget på alle sagens omstændigheder - "og den slags er der ikke noget bestemt facit for", påpeger han.

.