23. oktober 2018
Statsminister Helle Thorning-Schmidt tog imod Kinas præsident, Hu Jintao, 16. juni 2012. Imens sørgede politiet for, at gæsten ikke fik set tibetanske flag eller demonstranter. Tibetkommissionen skal igen undersøge politiets praksis. Denne gang skal den gå længere tilbage i tiden end 2012.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt tog imod Kinas præsident, Hu Jintao, 16. juni 2012. Imens sørgede politiet for, at gæsten ikke fik set tibetanske flag eller demonstranter. Tibetkommissionen skal igen undersøge politiets praksis. Denne gang skal den gå længere tilbage i tiden end 2012.
Foto: Keld Navntoft/arkiv/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politileder i Tibetsagen vil sige mere under ny afhøring

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politileder i Tibetsagen vil sige mere under ny afhøring

Ingen bliver mere lykkelig af den nye Tibetkommission, siger formand for politiledere. Han skal afhøres igen.

Danmark - 16. juli 2018 kl. 13:08
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den nye Tibetkommission vil sandsynligvis få mere at vide fra de involverede politifolk, når den tager fat på igen at undersøge politiets håndtering af kinesiske besøg - og om indgreb mod borgernes frihed til at ytre sig og forsamle sig.

En af dem, der vil sige mere end i første omgang, er vicepolitiinspektør Michael Agerbæk. Han er også formand for Politilederforeningen.

- Jeg går ud fra, at jeg vil blive indkaldt igen, og at jeg denne gang vil blive afhørt på en anden måde, siger han.

- Jeg vil håbe på, at flere fortæller om den opgaveløsning, politiet står over for, og hvad det er for et pres, som en politikreds bliver underlagt i forhold til at håndtere de helt særlige kinesiske besøg, siger han.

- Og hvis det så viser sig, at konklusionen er, at vi i politiet er nogle naive opgaveløsere, så er det det.

Personligt kan Michael Agerbæk dog ikke se den store mening med igen at stable den dyre kommission på benene.

- Hvorfor ikke bare trække en streg i sandet og så lære af det, der er sket? Jeg bliver ikke mere lykkelig af, at man måske finder en håndfuld personer mere, der skal forfølges med disciplinærsager, siger han.

Under statsbesøget af den kinesiske præsident Hu Jintao i 2012 arbejdede Michael Agerbæk i Københavns Politi.

Den første Tibetkommission kom med sin beretning i december sidste år. Men i forsommeren blev der skabt så stor blæst om sagen, at regeringen har nedsat den igen. Det er aldrig før sket.

I juni i år fortalte Michael Agerbæk til Politiken, at der hos Københavns Politi i 2012 var stort fokus på de handelsaftaler, som præsidentbesøget skulle føre til.

"Det løb rundt på gangene på Politigården. Der kom et yderligere pres på. Nu skulle vi undgå, at demonstranterne blev set. Ingen havde givet en direkte ordre om det. Men retorikken var, at det var vigtigt. At den besøgende ikke måtte blive sur. Jeg hørte det selv."

Men dette fortalte Michael Agerbæk ikke til kommissionen, da han blev afhørt 4. november 2016. Hvorfor?

- Afhøringen var en meget styret proces, hvor det var bestemt på forhånd, hvad man skulle svare på. Jeg fik 15-20 spørgsmål på forhånd, og så forberedte jeg mig på at besvare dem.

- Mange har sagt til mig og andre, der har stået frem, hvorfor sagde I det ikke dengang? Mit svar er, at det var en meget tilskåret proces. Der blev ikke givet plads til mere. Jeg anede ikke, hvor det havnede henne. Men man bliver selvfølgelig klogere, når man kigger bagud, siger Michael Agerbæk.

Desuden håber han, at kommissionen denne gang i sit sekretariat styrkes med mere politifaglig viden.

I sin første beretning fastslog kommissionen, at politiets indgreb mod tibetanske flag og demonstranter skyldtes en særlig stemning, som Udenrigsministeriet og PET havde skabt.