15. august 2018
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skulle onsdag svare på spørgsmål om, hvorvidt politiet diskriminerer mod eksempelvis indvandrere.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skulle onsdag svare på spørgsmål om, hvorvidt politiet diskriminerer mod eksempelvis indvandrere.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pape: Nogle gange er det logisk med politifokus på etnicitet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pape: Nogle gange er det logisk med politifokus på etnicitet

Justitsministeren har ikke grund til at tro, at politiet diskriminerer bestemte etniske grupper.

Danmark - 13. juni 2018 kl. 15:19
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forventning, at politiet ikke diskriminerer. For eksempel på baggrund af etnicitet.

Det siger den konservative formand i et samråd onsdag.

- Det er naturligvis min helt klare forventning til politiet, at der ikke forekommer diskrimination, når man som myndighed møder samfundets borgere.

- Hverken på baggrund af etnicitet, køn eller noget som helst andet, siger Pape.

- Det er noget, politiet skal være meget opmærksom på, og som politiet, når det måtte finde sted, skal reagere på straks i såvel den konkrete sag som generelt, siger ministeren.

Det er Alternativets retsordfører, Josephine Fock, der har kaldt Pape i samråd.

Det handler om, hvorvidt politiet forskelsbehandler og diskriminerer mod indvandrere eller efterkommere af indvandrere med ikkevestlig baggrund.

Samrådet finder sted i kølvandet på DR2-programmet "Mørk og mistænkt". Det blev sendt 22. maj i år.

Her fremgår det, at ikkevestlige indvandrere i 2014 havde 65-70 procent større risiko end etniske danskere for at blive sigtet, men ikke dømt.

I visse tilfælde er det logisk, at politiet eksempelvis har fokus ved hudfarve.

- Det skal ske ud fra saglige kriterier, siger Pape.

- Som udgangspunkt skal der være et konkret mistankegrundlag. Der er dog situationer, hvor politiet kan stoppe borgere, uden at der er et konkret mistankegrundlag.

- Det er eksempelvis i områder, hvor der er indført en visitationszone, siger han.

Pape nævner også, at politiet i efterforskningssager kan have et signalement - eksempelvis hudfarve - der vil være en relevant oplysning.

I forbindelse med grænsekontrollen kan der også være rettet fokus mod etnicitet. Samt i belastede boligområder, siger han.

Angående de tal, som kom frem i tv-programmet, siger Pape, at politiet ikke systematisk registrerer oplysninger om etnicitet.

- Jeg kan hverken be- eller afkræfte det statistiske materiales rigtighed. Men jeg vil gerne understrege, at man som borger i Danmark skal kunne regne med, at man får en fair behandling, når man møder politiet, siger han.