8. marts 2021
Antallet af indlagte stiger for første gang i en uge. (Arkivfoto)
Antallet af indlagte stiger for første gang i en uge. (Arkivfoto)
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Overlæge venter stigende smittetal - men hospitaler er klar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Overlæge venter stigende smittetal - men hospitaler er klar

450 er det seneste døgn registreret smittet med coronavirus. Den næste tid venter overlæge stigende smittetal.

Danmark - 22. februar 2021 kl. 14:03
Af Ritzau

Siden søndag er 450 personer registreret smittet med coronavirus. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er inden for skiven af, hvad der er set i februar, hvor der dagligt er fundet mellem 274 og 553 nye smittede. Den næste tid skal vi dog forvente en stigning.

Det vurderer Kasper Karmark Iversen. Han er overlæge ved Herlev-Gentofte Hospital og professor ved Københavns Universitet.

Det skyldes, at smitten med den mere smitsom virusvariant B117 fortsat er stigende, og at den gradvist fylder mere og mere i epidemien.

- Derfor må vi forvente, at det samlede kontakttal også vil være over 1 det næste lange stykke tid, ind til vaccinationerne begynder at slå ind, siger han.

Kontakttallet siger noget om, hvorvidt epidemien vokser. Det bliver normalt meldt ud om tirsdagen.

Sidste tirsdag blev det oplyst, at det for B117 var 1,25. Det betyder, at ti smittede i gennemsnit giver smitten videre til 12,5 personer.

Og da varianten udgør en større og større andel af de smittede, vil tallet ifølge Kasper Karmark Iversen være over 1 - og epidemien derfor voksende - et stykke tid endnu.

Den stigende smitte forventer han vil øge belastningen på hospitalerne igen.

- Men hvor meget, nu hvor vi har vaccineret de mest sårbare, er der ingen, der kan svare på, siger overlægen.

Antallet af indlagte med covid-19 toppede 4. januar, hvor der lå 964 på de danske hospitaler med corona. Siden er antallet faldet markant, og mandag er 254 smittede indlagt.

Det er seks flere end søndag, men det er ifølge Kasper Karmark Iversen normalt, at antallet stiger om mandagen, da der ikke udskrives så mange om søndagen.

Ifølge overlægen er hospitalerne klar, hvis antallet af indlagte stiger.

- Vi fik en advarsel i december (hvor antallet steg stejlt, red.), så der er planer for også at kunne modtage flere, end det var tilfældet før jul, siger han.

51 af de indlagte er på intensivafdeling. 36 får hjælp af en respirator til at trække vejret. Søndag var tallene 51 og 38.

De 450 nye smittetilfælde er fundet i 106.113 prøver. Andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - er 0,42.

Det passer godt ind i den udvikling, der har været siden starten af februar, hvor positivprocenten har ligget på samme lave niveau.

Yderligere fem personer er døde, mens de har været smittet med coronavirus.

Siden søndag har yderligere 10.899 danskere fået det første af to stik med en vaccine, mens 360 har fået det sidste.

I alt har 175.555 danskere nu fået begge stik. 145.350 har fået det første stik.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?