25. marts 2019
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) siger, at et i sidste ende er en lokal beslutning, om en lokal VUC-afdeling skal lukke. (Arkivfoto)
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) siger, at et i sidste ende er en lokal beslutning, om en lokal VUC-afdeling skal lukke. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Otte VUC-afdelinger i danske byer lukker til sommer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Otte VUC-afdelinger i danske byer lukker til sommer

Mange voksne ufaglærte får længere til skole, når der til sommer lukkes otte VUC-afdelinger landet over.

Opdateret 14. marts 2019 kl. 07:18
Danmark - 14. marts 2019 kl. 07:16
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Flere undervisningssteder for voksne, de såkaldte VUC-afdelinger, lukker og slukker i otte danske byer til sommer.

Det skriver Avisen.dk på baggrund af en opgørelse fra lederforeningen Danske HF og VUC.

Det betyder blandt andet, at ufaglærte i nogle dele af yderdanmark må kigge langt efter et danskkursus.

De otte steder er VUC-afdelinger i Hirtshals, Ebeltoft, Brovst, Grindsted, Frederiksværk, Rudkøbing, Frederikssund og Varde.

Derudover er 13 undervisningssteder andre steder i landet "sårbare over for lukning", da de i skoleåret 2019/2020 har færre end 100 elever, vurderer Danske HF og VUC over for Ritzau.

Lukningerne sker efter besparelser på de seneste års finanslove samt oprettelsen af den nye FGU-uddannelse (Forberedende Grunduddannelse, red.), skriver Avisen.dk.

Rektor for VUC Vest i Esbjerg Frants Regel kalder lukningerne i Varde og Grindsted problematiske for de unge og voksne i Sydvestjylland.

Han mener, at det vil være en udfordring for flere kortuddannede, at der bliver længere til skole.

- De kortuddannede med behov for almen voksenuddannelse bor jo netop i de områder, hvor skolerne lukker. Det giver ikke nogen mening, siger han til Avisen.dk.

Også formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Tomas Kepler er kritisk og mener, at problemet skyldes en kombination af højkonjunktur, besparelser, og at VUC-afdelingerne har fået færre opgaver.

- Man er nødt til fra politisk hold at ændre kurs. Man er nødt til at stoppe med de nedskæringer og geninvestere i sektoren, siger han til Ritzau.

Omprioriteringsbidraget blev indført med virkning fra 2016 af den daværende Venstreregering.

Det gik i udgangspunktet ud på, at offentlige institutioner hvert år skal spare to procent af deres driftsbudget. Besparelserne ville regeringen bruge til målrettede indsatser på bestemte områder.

Hos Landdistrikternes Fællesråd, der varetager yderdanmarks interesser, kalder næstformand Grethe Saabye VUC-lukningerne "dybt bekymrende".

- Vi skal have fjernet omprioriteringsbidraget, som rammer skoler med et lavt elevgrundlag hårdere end dem med et stort elevgrundlag, siger hun til Avisen.dk.

I dag er der 85 VUC-afdelinger fordelt på 30 VUC-centre.

Fra 2016 til 2019 er der samlet gennemført besparelser på området på 1,6 milliarder kroner. Heraf skyldes 600 millioner kroner omprioriteringsbidraget, skriver Uddannelsesforbundet, Gymnasieskolernes Lærerforening og Danske HF og VUC i et brev til undervisningsminister Merete Riisager (LA).

I en mail til Ritzau skriver ministeren:

- Alle Folketingets partier skrev under på FGU-aftalen og var klar over, at det ville få konsekvenser for VUC i landdistrikter, når vi flytter aktivitet fra VUC til FGU.

- FGU skal komme eleverne til gavn, men jeg er opmærksom på, at der venter vanskelige beslutninger for det enkelte VUC, ikke mindst fordi målgruppen har gode beskæftigelsesmuligheder i øjeblikket.

- Derfor har vi i fællesskab afsat en pulje på 60 millioner kroner til nødlidende VUC'er, som blandt andet kan hjælpe afdelinger i udkantsområder, skriver Merete Riisager.

Hun skriver endvidere, at regeringen vil gennemføre et samlet eftersyn af enkeltfagssystemet, hvilket vil sige AVU (Almen Voksenuddannelse, red.) og HF-enkeltfag, frem mod efteråret.

- Vi skal fortsat sikre adgang til et tilbud om voksenuddannelse, men det er i sidste ende en lokal beslutning, om en afdeling skal lukke, skriver ministeren.