30. november 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Op mod et kilo sprængstof blev brugt i eksplosionsbrand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Op mod et kilo sprængstof blev brugt i eksplosionsbrand

En mand døde, da der skete en voldsom eksplosion i hans hus i Svendborg i juni. Politi har afsluttet sagen.

Danmark - 22. oktober 2020 kl. 12:17
Af Ritzau

Der stod ikke meget tilbage af det gule murstenshus, efter at der en formiddag i juni skete en voldsom eksplosion på Græskæmnervej i Svendborg.

Sprængstofeksperter og teknikere fra National Kriminalteknisk Center (NKC) konkluderer, at der blev brugt op mod et kilo sprængstof i forbindelse med eksplosionen.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Husets beboer, en 60-årig mand, døde i forbindelse med eksplosionsbranden. Alt tyder ifølge politiet på, at det skete som følge af "en enkeltstående ulykkelig hændelse".

Det er en betegnelse, som politiet ofte bruger, når der ligger en bevidst, men ikke kriminel handling bag.

NKC og Beredskabsstyrelsen har fundet spor efter stoffet PETN på stedet. Det bruges i flere typer sprængstoffer, herunder formbart sprængstof, detonatorer og sprængsnor, oplyser politiet.

Fyens Stiftstidende har talt med Jørgen Schneider, der er direktør i Orica Denmark, der importerer eksplosivstoffer. Han oplyser, at PETN hverken kan selvantænde eller antænde ved en fejl.

- Man kan ikke kommet til ved en fejl at antænde det. Der skal en bevidst handling til, den bevidste handling har så antændt detonatoren, og den har antændt sprængstoffet, og så ryger det i luften, vurderer han over for mediet.

Han beskriver det hvide pulver som et stabilt og kraftigt sprængstof. Man kan ifølge ham miste livet ved at antænde to gram af stoffet.

Det var en kraftig eksplosion, der fandt sted den pågældende onsdag eftermiddag. Bagefter styrtede huset sammen, og der opstod så en brand, der fik huset til næsten at udbrænde.

Et område i en radius på 100 meter blev afspærret efter episoden.

Billeder fra stedet viste dagen efter, at kun dele af ydermurene stod tilbage.

Politiet har ikke kunnet fastslå, hvor sprængstoffet kom fra.

Manden, der omkom i eksplosionen, var indtil december 2015 medlem af Hjemmeværnet.

Hverken Hjemmeværnet eller Fyns Politi vil be- eller afkræfte over for Fyns Amts Avis, om sprængstoffet kan stamme fra Hjemmeværnet.

Efterforskningen af sagen er blevet afsluttet, oplyser politiet i meddelelsen.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?