
Topdiplomat i klemme mellem "dansk træskovals og kinesisk statsballet". Grundloven blev bøjet for Kinas krav.
Under officielle kinesiske besøg i Danmark er der flere gange grebet ind overfor borgernes ret til at demonstrere og ytre sig.
Tibetkommissionen undersøger, hvad politiet har gjort, og om initiativet kom fra for eksempel Udenrigsministeriet.
Afhøringerne er genoptaget 7. januar, og der fremlægges også en stribe interne dokumenter fra ministeriet.
De viser, at embedsmændene i årevis har været optaget af kinesiske "sensibiliteter" og krav om at blive fri for "fornærmende manifestationer". Fra sympatisører med Tibet eller fra tilhængere af Falun Gong, som er beskrevet som en delvist religiøst funderet bevægelse.
* 2002 - besøg af premierminister Zhu Rongji. 15 gange henvendte kinesiske myndigheder sig om deres bekymring for demonstranter. Den kinesiske ambassade forlangte, at repræsentanter for Falun Gong blev placeret 500 meter fra Radisson Hotel. Politifolk har forklaret, at demonstranter blev anbragt, så de ikke var synlige. Nogle blev gennet om bag en hæk.
* Notits samme år fra Udenrigsministeriet: "Der er indledt et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, politiet og den kinesiske ambassade, der tager sigte på, at Falun Gongs lovlige aktiviteter finder sted, hvor de ikke generer den kinesiske delegation."
* Dokument fra samme år fundet hos Udenrigsministeriet drejer sig om erfaringer fra Tyskland: "Undgå Tibet-demonstranter i Zhus synsfelt".
* 2009 - klimakonferencen COP 15. Delegation med premierminister Wen Jiabao kørte ad ruter, så den ikke blev konfronteret med Falun Gong ved Bella Center.
* Forud for COP 15 omtalte ambassaden i Beijing i indberetning et kinesisk besøg i Sverige i 2007. Det blev "vellykket", fordi Falun Gong ikke var synlig.
* 2011 - besøg af udenrigsminister Yang Jiechi. Demonstration blev flyttet. Politiet planlagde at anbringe en stor bil foran demonstranterne.
* 2012 - statsbesøg af præsident Hu Jintao. Demonstration blev skjult for præsidenten, og for eksempel rev betjente tibetanske flag ud af hænderne på flere borgere. "Tag flaget fra dem, kom!", lød det på politiradioen.
* Under forberedelsen rejste kineserne igen og igen krav. To døgn før besøget skrev departementschef Claus Grube til flere underordnede: "Kære venner, der er ingen tvivl om, at det bliver en kunst at forene dansk træskovals med kinesisk statsballet - en prøvelse for os alle. Håber meget I kan bibringe især PET og Reimann (politidirektør, red.) i Københavns Politi den nødvendige forståelse for deres vigtige roller. Ingen ansigtstab! Mvh Claus".
* 2013 - besøg af parlamentsformand Yu Zhengsheng. Politiet hindrede igen demonstranter i at være synlige. Falun Gong fik adgang til pressemøde, hvilket fik Lisbet Zilmer-Johns, kontorchef i Statsministeriet, til at skrive intern mail til Udenrigsministeriet: "Det er en kæmpe bøf."
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her