17. april 2021
Et biprodukt ved minedriften ville være det radioaktive stof uran. Modstandere fra foreningen Urani Naamik (Uran Nej Tak) opfordrede valgkampen igennem borgere til at stemme på minemodstandere.
Et biprodukt ved minedriften ville være det radioaktive stof uran. Modstandere fra foreningen Urani Naamik (Uran Nej Tak) opfordrede valgkampen igennem borgere til at stemme på minemodstandere.
Foto: Christian Klindt Solbeck/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mineselskab i handelsstop - modstandere vandt grønlandsk valg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mineselskab i handelsstop - modstandere vandt grønlandsk valg

Selskab risikerer at være nul kroner værd uden minedrift. Derfor går det i handelsstop, vurderer professor.

Danmark - 08. april 2021 kl. 18:44
Af Ritzau

Mineselskabet Greenland Minerals er gået i handelsstop - som udgangspunkt frem til mandag.

Det oplyser det australske selskab i en meddelelse torsdag.

Det sker på grund af usikkerhed om selskabets fremtid, efter at partiet Inuit Ataqatigiit (IA), som vil stoppe selskabets planer om minedrift i Grønland, vandt valget til Inatsisartut, det grønlandske parlament.

Selskabet stopper for handlen til mandag 12. april - eller ind til andet bliver meldt ud.

Af anmodningen om at gå i handelsstop fremgår det, at selskabet afventer betydningen af udfaldet af det grønlandske valg.

Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, bliver handlen stoppet, indtil selskabet har bedre overblik over konsekvenserne.

- Når der bliver erklæret handelsstop omkring aktien, så er det, fordi der er så stor usikkerhed omkring, hvad den korrekte prissætning er.

- For hvis ikke der kommer nogen mineproduktion i gang, så kan selskabet være nul kroner værd, siger han.

Han forklarer, at et handelsstop bliver iværksat for at undgå, at aktier bliver forhandlet til en forkert pris.

Professoren fremhæver, at selskabet går en usikker fremtid i møde med tanke på udfaldet af det grønlandske valg.

- Usikkerheden omkring selskabets værdier er skabt ved, at man får en regering - efter alt at dømme i hvert fald - der ikke ønsker den her mineproduktion i Grønland.

- Og så kan selskabet jo ikke komme i gang. Og alle de investeringer, de har haft, er spildt, siger Per Nikolaj Bukh.

Projektet med at udvinde sjældne jordarter fra Kuannersuit/Kvanefjeld i Sydgrønland har været på tegnebrættet i flere år.

Greenland Minerals har opereret i Grønland siden 2007 med det formål at åbne en mine i Kvanefjeldet.

Men det kan altså have været forgæves, hvis IA som ventet danner regering og sætter en stopper for projektet.

- Som det ser ud nu, er der rigtig meget, der tyder på, at det ikke får lov at gå i gang med produktionen på fjeldet.

- Og så er det her selskab formodentlig intet værd, fordi det er de aktiver og aktivitetsmuligheder, det har. Og så går det jo konkurs og bliver lukket, siger Per Nikolaj Bukh.

Ifølge professoren kan processen omkring mineselskabets projekt føre til, at andre mulige investorer i Grønland trækker følehornene til sig.

For det kan fremstå som, at der er en god portion usikkerhed i at ville slå sig ned som selskab i Grønland.

IA har meddelt, at der tidligst vil foreligge en aftale om en koalitionsregering i næste uge. Partiet har 12 mandater og skal finde 4 flere for at opnå flertal i parlamentet.

Et bud på en partner er partiet Naleraq med fire mandater, som også er imod mineprojektet.

Mineprojektet fyldte en stor del i valgkampen. Tilhængere fremhævede store økonomiske muligheder, mens modstandere frygtede for konsekvenser for miljø og natur ved minedriften.

Det traditionelt største parti, Siumut, var for projektet. Derfor blev valget også set som et minevalg, hvor modstanderne altså trak det længste strå.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?