20. september 2019
Statsminister Mette Frederiksen hilser på Kim Kielsen ved ankomst til Nuuk, hvor hun søndag indledte sit to dages besøg i Grønland.
Statsminister Mette Frederiksen hilser på Kim Kielsen ved ankomst til Nuuk, hvor hun søndag indledte sit to dages besøg i Grønland.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mette F. i Grønland: Potentielle spændinger løses ved samtale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mette F. i Grønland: Potentielle spændinger løses ved samtale

Grønland er ikke til salg, gentager Mette Frederiksen, som bedyrer et tæt samarbejde mellem de to lande.

Danmark - 19. august 2019 kl. 18:01
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der er behov for, at Danmark og Grønland har et tæt samarbejde. Det viser sagen om USA's præsident, Donald Trump, der ønsker at købe Grønland ifølge statsminister Mette Frederiksen (S).

Det har været vigtigt for den forholdsvis nye statsminister at besøge Grønland så hurtigt som muligt. Blandt andet for at sikre et tæt samarbejde forud for besøget af den amerikanske præsident, som gerne vil eje Grønland, selv om Danmark og Grønland begge har afvist det.

- Jeg tror på, jo tættere samarbejde vi har, og jo oftere vi taler sammen om udenrigs- og forsvarspolitik, jo lettere har vi ved at håndtere de situationer, der opstår, siger hun.

- Der er selvfølgelig nogle potentielle spændinger på det udenrigspolitiske felt, og det synes jeg egentlig bare bekræfter behovet for et rigtig, rigtig tæt samarbejde, siger hun under et besøg i Grønland, hvor hun mødes med landsstyreformand Kim Kielsen fra partiet Siumut.

En øget amerikansk tilstedeværelse i Grønland er uundgåelig i lyset af den stigende interesse for Arktis ifølge Mette Frederiksen.

Det er faktisk afgørende, mener hun.

- I en årrække har vi set en meget fredelig udvikling omkring Arktis. Men vi kan se en stigende interesse i Arktis fra andre, som ikke alene handler om investering og udvikling, men som også har en klar sikkerhedspolitisk dagsorden.

- Vi er en del af Nato og er der hinandens vigtigste allierede, siger Mette Frederiksen og hentyder til den transatlantiske forsvarsalliance.

Den amerikanske præsident ventes at besøge Danmark i starten af september, om end han senest har sået tvivl om sin første officielle rejse hertil.

Foruden USA er Kina og Rusland stærkt interesseret i Arktis, der både er vigtig på grund af den geografiske placering, på grund af sikkerhedspolitik og på grund af råstoffer.

Desuden gør smeltet is det muligt at sejle helt nye steder i det arktiske område.

- Vi kan allerede nu sige, at få knyttet USA tættere til, hvad der foregår i vores del af Arktis, er afgørende. Både set med grønlandske og danske briller.

- Det er ikke tilfældigt, at vi har besøgt Arktisk Kommando i Nuuk her til formiddag, siger Mette Frederiksen.

Arktisk Kommando står for blandt andet det militære forsvar af Grønland og Færøerne samt overvågning og håndhævelse af suverænitet, hvis andre lande kommer for tæt på.

Trump skal også mødes med Kim Kielsen og den færøske lagmand. Det officielle statsbesøg finder sted 2. og 3. september.

- Der er en stigende interesse for det arktiske område, det har vi kunnet mærke de seneste år. Det er meget vigtigt, at vores lands interesser kommer i første række, siger Kim Kielsen.