17. september 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kvinde fængslet for hvidvask af over 100 millioner kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kvinde fængslet for hvidvask af over 100 millioner kroner

En ændring i straffeloven har ført til, at Bagmandspolitiet har sigtet en kvinde for omfattende hvidvask.

Danmark - 20. marts 2019 kl. 17:31
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En 45-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet, sigtet for hvidvask af omkring 105 millioner kroner.

Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) - i daglig tale bedre kendt som Bagmandspolitiet.

Politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra Bagmandspolitiet oplyser i en pressemeddelelse, at det er en særlig fremadrettet efterforskning, der tirsdag førte til, at kvinden og to mænd på 22 og 59 år blev anholdt.

Efterforskningen var rettet mod en række selskaber og personer. Den førte til, at de tre anholdte kunne sigtes for hvidvask og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Konkret mistænkes de for at have deltaget i omfattende transaktioner med betydelige beløb, der må formodes at stamme fra kriminalitet.

De to mænd blev løsladt efter endt afhøring. Men Bagmandspolitiet besluttede at fremstille kvinden i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Her blev hun varetægtsfængslet i fire uger. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan hun stiller sig til sigtelsen. Ej heller om hun kærede fængslingen til landsretten.

I pressemeddelelsen fortæller Bagmandspolitiet, at "de mistænkelige forhold strækker sig over en periode på halvandet år, og mistanken vedrører systematisk opdigtede handler gennem en række selskaber med fiktive udenlandske kunder".

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre. Derfor er offentligheden foreløbig afskåret fra mere detaljerede oplysninger om sagen.

Ifølge Bagmandspolitiet er det første gang, at man anvender en paragraf mod hvidvask, der 1. juli sidste år blev tilføjet straffeloven.

- Paragraffen har gjort det muligt at tilrettelægge en særlig fremadrettet efterforskning. Den har givet det foreløbige resultat, at der nu er en person varetægtsfængslet under mistanke om hvidvask og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed i et meget betydeligt omfang på over 100 millioner kroner, udtaler Thomas Anderskov Riis.

Han understreger, at der stadig venter en del efterforskningsarbejde. Derfor kan det endnu ikke besluttes, om mistanken kan føre til en tiltale og dermed en straffesag.

- Men sigtelserne understreger, at vi nu har fået et ekstra redskab i vores jagt på de kriminelles formuer.

- Jeg forventer, at vi også i andre sager vil kunne slå endnu mere effektivt til og følge de kriminelle pengestrømme - allerede når Søik får underretninger om mistænkelige aktiviteter, lyder det fra politiinspektøren.

Dermed henviser han til, at de aktuelle sigtelser udspringer af en hvidvaskunderretning til Bagmandspolitiet. Den betyder, at banker, revisorer og andre finansielle aktører skal indberette mistænkelig adfærd.