22. oktober 2021
Klimarådet anbefaler regeringen at planlægge efter, at batterilastbiler kommer til at stå for en væsentlig del af lastbiltransporten. (Arkivfoto)
Klimarådet anbefaler regeringen at planlægge efter, at batterilastbiler kommer til at stå for en væsentlig del af lastbiltransporten. (Arkivfoto)
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Klimarådet: Batterilastbiler er vejen frem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Klimarådet: Batterilastbiler er vejen frem

Skal lastbilerne bidrage med deres del til CO2-målet om at reducere med 70 procent i 2030, så skal der skrappere midler og afgifter til, mener Klimarådet.

Danmark - 14. oktober 2021 kl. 09:15
Af Ritzau

Fremtiden for lastbiltransporten af gods på vejene er på batterier i stedet for diesel. Det anbefaler Klimarådet i en ny rapport.

Rådet understreger, at for den del af godstransporten, der skal køre langt, er det dog stadig uklart, hvad der venter.

- Selv om der er usikkerhed om fremtidens teknologiudvikling for de lange ture, er der dog mange forhold, der peger i retning af batterier, skriver rådet.

Klimarådet anbefaler regeringen at planlægge efter, at batterilastbiler kommer til at stå for en væsentlig del af lastbiltransporten og derfor også understøtter udbredelsen af ladeinfrastrukturen.

I den seneste fremskrivning for 2030, der blev lavet før klimaaftalen for landbruget, ventes det, at transportsektoren i 2030 vil stå for en tredjedel af udledningen.

Transportsektoren dækker over flere forskellige former for transport. Den del, der flytter varer via vejene, vil stå for 13 procent af transportsektorens udledning i 2030 ifølge Klimarådets rapport.

Det svarer til lidt over fire procent af Danmarks samlede udledning i 2030.

Derfor har Klimarådet forsøgt at lave en analyse, som politikerne kan bruge til at mindske den udledning så effektivt som muligt.

Analysen indeholder en forholdsvis forudselig del og en mere usikker del. Hvad angår godstransporten på lokal og regional distance, er Klimarådet ret sikker på, at fremtiden er batteridreven.

Sværere bliver det, når spørgsmålet kommer til lastbiltransport af gods på længere distancer og over grænser.

Især begrænset rækkevidde af batteribiler svækker tiltroen til batterilastbiler.

- Der synes ikke at tegne sig én klar vinderteknologi for de lange ture, som med elbiler på personbilsområdet eller i distributionskørslen (de korte lastbilture, red.), skriver Klimarådet.

På lange distancer skal lastbiler gennem flere lande, og da Danmark ikke kan vide, hvordan udviklingen bliver i eksempelvis Tyskland, er der risiko for at gå to forskellige veje til skade for erhvervslivet.

Klimarådet tør dog godt vurdere, at flere ting tyder på, at der bliver tale om brug af el til lastbiler - også på den lange distance.

- Hvis elveje rulles bredt ud i Europa, kan de løse batteriernes udfordringer med rækkevidden, og med høj udnyttelsesgrad vil de også være samfundsøkonomisk fordelagtige.

Desuden peger Klimarådet på behovet for en afgiftsreform, hvor diesel skal beskattes med 1500 kroner per ton Co2 i 2030 for at skubbe på udviklingen.

Dansk Industri og Dansk Erhverv er enige i, at godstransporten skal bidrage til at nå CO2-målet, men peger samtidig på, at det kræver store investeringer at få lastbilerne over på el.

Det kan virksomhederne ikke løfte alene.

- Teknologien til lastbiler, som kører lange distancer ned gennem Europa, er ikke god nok, siger Jesper Kronborg, der er branchedirektør for transport i Dansk Erhverv, til Ritzau.

- Det kan betyde, at den grønne omstilling kommer til at tage længere tid, indtil de teknologiske løsninger er klar.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) flugter Klimarådets anbefalinger om elektrificering fint med regeringens politik.

Sidste år blev det desuden besluttet, at der fra 2025 skal indføres en CO2-baseret kilometerafgift, og det er vejen frem, mener transportministeren.

- Med en CO2-baseret kilometerafgift betaler lastbiler for den CO2, de udleder. For den lastbil, der ikke udleder CO2, vil der være en omfattende rabat per kørt kilometer. Det skal være med til at understøtte den grønne omstilling, siger Engelbrecht til Ritzau.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?