12. juni 2021
Den økonomiske virkelighed i kommunerne matcher ikke de løfter, som regeringen giver befolkningen på socialområdet, lyder det fra KL's formand, Jacob Bundsgaard. (Arkivfoto)
Den økonomiske virkelighed i kommunerne matcher ikke de løfter, som regeringen giver befolkningen på socialområdet, lyder det fra KL's formand, Jacob Bundsgaard. (Arkivfoto)
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: KL ønsker milliardløft til handicapområde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

KL ønsker milliardløft til handicapområde

Kommunernes Landsforening går til forhandlinger med regeringen om næste års økonomi med et krav om 5,5 milliarder til at løfte socialområdet efter kritik.

Danmark - 17. maj 2021 kl. 12:00
Af Ritzau

Når kommunerne tirsdag indleder forhandlinger med regeringen om næste års økonomi, er det med et krav om flere penge til socialområdet.

Kommunernes Landsforening (KL) vil løfte området med 5,5 milliarder kroner over tre år, oplyser KL i en pressemeddelelse.

Det sker efter længere tids kritik af kommunernes behandling af handicappede og udsatte borgere.

- Når man lytter til den politiske debat, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at der er et stort ønske fra regeringen og Folketinget om at løfte socialområdet og dermed skabe en bedre hverdag for vores udsatte borgere, siger KL's formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, i en pressemeddelelse.

Han understreger, at kommunerne deler det ønske til fulde.

- Vi står dog også i en økonomisk virkelighed ude lokalt, hvor de midler, regeringen tillader os at bruge, ikke matcher de løfter, regeringen giver befolkningen.

- Den balance skal vi i fællesskab have rykket, siger Jacob Bundsgaard.

Budskabet kommer efter længere tids kritik af kommunernes behandling af blandt andet handicappede og deres familier.

Blandt andet fra borgerinitiativet #enmillionstemmer, som er startet af en gruppe pårørende for at sætte fokus på problemerne.

De mener blandt andet, at der er for stor forskel på, hvor meget hjælp man får fra kommune til kommune, og at afgørelser på området alt for ofte kun er baseret på økonomi.

Kommunerne har også fået kritik for, at mange sager bliver omgjort, når der klages.

Ifølge Socialministeriet fandt Ankestyrelsen i 2019, at kommunerne havde rod i sagsbehandlingen i omkring halvdelen af de sager, som blev forelagt styrelsen.

Det var 46 procent af sagerne om voksne handicappede og 51 procent af sagerne om børn med handicap.

Ifølge kommunalforsker Roger Buch, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er kommunerne under pres på det såkaldt specialiserede socialområde.

Her står kommunerne blandt andet for visitation af hjælp til handicappede.

- Udviklingen er, at vi får flere og flere handicappede, og der har KL gennem en lang årrække så forsøgt at holde udgifterne i ro.

- Der har været historier fremme om, at kommunerne er ekstremt nidkære i forhold til hjælp til handicappede.

- Det viser, at kommunerne med minutiøs styring har haft held til at holde udgifterne nede. Men det sker under stigende protester fra handicaporganisationerne om, at man ikke behandler folk ordentligt, siger han.

Socialminister Astrid Krag (S) siger i en skriftlig kommentar til Politiken om KL's krav, at regeringen deler KL's ambition om at styrke socialområdet, men at kommunernes ønske til økonomien er "ekstremt stort".

Hun understreger i avisen, at det samtidig også handler om, at kommunerne skal prioritere de 51 milliarder kroner, som allerede bliver brugt på området, bedst muligt.

- Derfor har regeringen også igangsat en evaluering af det specialiserede socialområde, som vi vil invitere til forhandlinger om i efteråret, siger Astrid Krag til Politiken.

Hvor langt tror du Danmark når ved EM