14. august 2018
Fra 2009 til 2016 blev 13405 mænd i alle aldersgrupper vaccineret for hpv.
Fra 2009 til 2016 blev 13405 mænd i alle aldersgrupper vaccineret for hpv.
Foto: Fred Tanneau/arkiv/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hpv-vaccinerede drenge kommer ofte fra velstillede familier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hpv-vaccinerede drenge kommer ofte fra velstillede familier

Det er i høj grad drenge fra familier med høj indkomst, der bliver vaccineret for hpv, viser ny undersøgelse.

Danmark - 28. maj 2018 kl. 05:00
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Drenges muligheder for at beskytte sig mod hpv-virusser er tilsyneladende økonomisk betinget.

For mens hpv-vacciner er gratis for piger under 18 år, så skal drenge i samme aldersgruppe betale lidt over 3600 kroner.

Det er i høj grad drenge og mænd fra kommuner, som har høj gennemsnitlig familieindkomst, der indløser en recept på en hpv-vaccine på apoteket.

Det viser en undersøgelse, som Dansk Lægemiddel Informations marketingsfirma DLI MI har foretaget for det danske medicinalfirma MSD Danmark. Undersøgelsen er lavet på baggrund af statistik fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen.

Her har man kigget på, hvem der har betalt for at blive hpv-vaccineret i perioden 2009 til 2016.

Når det gælder antallet af vaccinerede, så tager Hørsholm Kommune førstepladsen. Her bliver 23 ud af 1000 mænd vaccineret for hpv.

Alle seks kommuner, der ligger i top, ligger nord for København eller i Nordsjælland, og de er alle blandt de ti rigeste kommuner i landet målt på borgernes gennemsnitlige indkomst.

Resultatet af undersøgelsen kommer ikke bag på Helle Kiellberg Larsen. Hun er afdelingslæge på og leder af Klinik for Kønssygdomme på Bispebjerg Hospital.

- Det var det samme man så, inden hpv-vaccinen blev en del af børnevaccinationsprogrammet for piger, siger Helle Kiellberg Larsen.

Siden 1. februar har homoseksuelle drenge mellem 15 og 19 år kunne få en gratis hpv-vaccine. Men alle drenge under 18 år bør kunne få vaccinen gratis, mener Helle Kiellberg Larsen.

- Hvis man gjorde vaccinen gratis, vil man samtidig beskytte de piger, der ikke er blevet vaccineret.

- Så jeg undrer mig stadig over, at hpv-vaccinen ikke kan tilbydes gratis til drenge, siger hun.

Det gør Liselott Blixt (DF), der er formand for Folketingets sundheds- og ældreudvalg, også.

- Vi skal ikke trække noget ned over hovedet på folk - der kan være visse kulturmæssige eller etiske grunde til ikke at ville vaccineres - men som stat er det vigtigt, at vi tilbyder det, og så kan folk selv vælge til eller fra, siger hun.

Det har ikke været muligt at få kommentar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Ministeren sagde i marts, at hun er positivt stemt over for idéen om at gøre hpv-vaccinen gratis for drenge under 18 år.

Hun har derfor bedt Sundhedsstyrelsen vurdere, hvorvidt der er grundlag for at gøre vaccinen gratis. Styrelsen er endnu ikke klar med sin anbefaling.