25. marts 2019
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) deltog fredag i en sikkerhedskonference i München med ministre fra hele verden. Blandt emnerne var Syrien og Islamisk Stat. (Arkivfoto).
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) deltog fredag i en sikkerhedskonference i München med ministre fra hele verden. Blandt emnerne var Syrien og Islamisk Stat. (Arkivfoto).
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hjort: Snart har kalifatet mistet kontrol - men IS er ikke væk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hjort: Snart har kalifatet mistet kontrol - men IS er ikke væk

Ifølge forsvarsministeren er der et sted mellem 20.000 og 30.000 IS-krigere tilbage i Syrien og Irak.

Danmark - 15. februar 2019 kl. 18:27
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Islamisk Stat har kun kontrol med én kvadratkilometer i Syrien, men det betyder ikke, at IS er forsvundet.

Det siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), der fredag har deltaget i en sikkerhedskonference i München sammen med ministre fra hele verden.

- Det er rigtigt, at kalifatet kun har én kvadratkilometer tilbage, og det er kun et spørgsmål om timer og en dag, før der ikke er noget kalifat mere. Men det betyder jo ikke, at IS er forsvundet fra Jordens overflade.

- De skøn, vi har fået præsenteret i dag, siger, at der i Irak og Syrien er et sted mellem 20.000 og 30.000 IS-krigere tilbage. Det betyder, at kampene nu skifter karakter.

- Nu blander de sig med civilbefolkningen, bor ude i landsbyerne. Derfor er der ikke en egentlig kamp om et territorium, siger ministeren.

Derfor vil kampen mod IS fortsætte, og der bliver et arbejde med at stabilisere de områder, hvor IS har været, fortæller han.

Hjort langer samtidig ud efter USA for at ville trække sig ud af Syrien.

- Det er ikke forkert at trække sig ud, når man har vundet en kamp, men at trække sig ud over hals og hoved med en meget snæver tidsgrænse, giver problemer.

- Det giver kurderne et kæmpe problem. Og det vil ikke være fair bare at lade dem sejle i deres egen sø, efter alt hvad de har gjort for koalitionen.

20. december erklærede den amerikanske præsident sejr over den militante gruppe Islamisk Stat og meddelte, at man ville trække de amerikanske tropper ud af det krigshærgede land.

Planerne om at trække de omkring 2000 amerikanske soldater, der er i Syrien, ud, kom som en overraskelse for mange.

Islamisk Stat havde tidligere kontrol over store dele af både Irak og Syrien. Den ekstremistiske gruppe tog kontrol over cirka en tredjedel af Irak i 2014 - blandt andet storbyen Mosul.

Men i dag er IS altså på tilbagetog i et lille område nær grænsen til Irak.

Fredag har Trump meddelt på et pressemøde, at han snart vil komme med en udmelding om IS.

- Vi har en masse gode udmeldinger, som handler om Syrien og vores succes med udryddelsen af kalifatet, og det vil blive annonceret i løbet af de næste 24 timer, sagde præsidenten foran Det Hvide Hus fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Og den danske forsvarsminister vil følge med i udmeldingerne.

- Det vil vi afvente med spænding. Jeg håber, at det, præsidenten siger, er, at der vil blive taget behørigt hensyn til de kurdere, der har hjulpet i denne kamp, siger Claus Hjort.

USA's fungerende forsvarsminister, Patrick Shanahan, der også deltog i konferencen i München, fortæller, at USA fortsat vil støtte lokale partnere i at stå imod resterne fra IS.

- Mens tiden med amerikanske tropper på jorden i det nordøstlige Syrien trappes ned, er USA forsat engageret i vores koalitions sag - den permanente sejr over ISIS - både i Mellemøsten og endnu bredere, siger Shanahan ifølge Reuters.