25. september 2021
Også visse forvaringsdømte skal have begrænset muligheden for at date fra fængslet, hvis det står til regeringen. (Arkivfoto)
Også visse forvaringsdømte skal have begrænset muligheden for at date fra fængslet, hvis det står til regeringen. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hækkerup vil forhindre fanger i at date

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Hækkerup vil forhindre fanger i at date

Livstidsfangers rettigheder skal begrænses markant, foreslår justitsministeren. De skal ikke længere kunne etablere nye romantiske relationer. V og K roser.

Danmark - 15. september 2021 kl. 09:15
Af Ritzau

Kort efter at Peter Madsen var begyndt at afsone sin livstidsdom for drabet på svenske Kim Wall, gik han på Facebook.

Her søgte han efter personer at skrive med. Og i december 2019 dannede Hestedvester Fængsel ramme om et bryllup, da Peter Madsen giftede sig inden for murene.

Men fængslet skal ikke bruges som "datingcentral", mener justitsminister Nick Hækkerup (S). Han lægger nu op til markante begrænsninger af livstidsdømte og visse forvaringsdømtes rettigheder.

Blandt andet når det gælder romantiske relationer.

Konkret skal det ikke længere være muligt for livstidsdømte de første ti år af afsoningen at etablere kontakt til personer, som ikke er nærtstående, eller som den pågældende ikke har haft kontakt med før varetægtsfængslingen.

- Det er et hensyn til retsfølelsen i samfundet i særdeleshed, men også et hensyn til ofrene og de pårørende til nogle af de meget alvorlige forbrydelser.

- De skal ikke møde gerningsmanden igen, og vi skal ikke se en gerningsmand, der praler på sociale medier. Vi skal heller ikke have gerningsmænd, der bevæger sig ud i dating med måske unge og sårbare piger, siger Nick Hækkerup.

I 2018 blev det oplyst på retsinformation.dk i forbindelse med et beslutningsforslag om selv samme emne fra DF, at der havde fundet 32 bryllupper sted i Herstedvester Fængsel siden 2009. Her sidder nogle af landets farligste kriminelle.

Ud over begrænsningen af muligheden for at date vil Nick Hækkerup også gøre det obligatorisk for livstidsfanger at indhente tilladelse, inden de udtaler sig offentligt om forbrydelsen, de er dømt for.

Blandt andre er også Peter Lundin, der i dag hedder Thomas Kristian Olesen, blevet gift flere gange under sin afsoning. Han er dømt for tredobbelt drab.

Og generelt har der været for mange "usmagelige" tilfælde, mener Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

Partiet er derfor umiddelbart positiv over for regeringens forslag om at begrænse rettighederne for livstidsdømte og visse forvaringsdømte.

- Vi har set alt for mange tilfælde, hvor det har været helt usmageligt, hvordan der har kunnet kommunikeres med omverdenen fra fængslet, og livstidsdømte har kunnet beskrive deres forbrydelser i pressen, siger han.

Lovforslaget sendes nu i høring og forventes at træde i kraft 1. januar 2022, såfremt et politisk flertal siger ja.

Også De Konservative tager godt imod forslaget.

Retsordfører Britt Bager tager det forbehold, at hun ikke har læst sig ned i lovforslaget endnu. Men intentionen bag er hun helt enig i.

- Jeg synes i hvert fald, man skal dæmme op for de eksempler, der har været. Det gør vi med denne lovgivning.

- Nu har vi jo ikke så mange livstidsdømte - heldigvis - så det er begrænset, hvor mange eksempler der har været fremme. Men dem, der har været fremme, er grumme nok til at reagere på, siger hun.

Hun anerkender dog også, at der kan ligge juridiske udfordringer, men tror på, at ministeren har gjort sit hjemmearbejde.

- Jeg tror også, det er derfor, han har brugt så lang tid på det, siger Britt Bager.

Stemmer du til kommunalvalget i år?