Retten i Næstved afviser at lade behandling indgå som straf til 47-årig, der er afsløret af australsk politi.
I mere end tre år indtog en it-ingeniør fra Næstved en ledende rolle i flere grupper med børneporno på den mørke del af internettet.
Fredag er den 47-årige mand blevet idømt ubetinget fængsel i tre år. Retsformanden i en domsmandsret i Næstved kalder sagen særdeles alvorlig.
Ved en fejl kom den ellers meget sikkerhedsbevidste mand til at afsløre en flig af sin baggrund. Australsk politi gav derefter et tip til kolleger i Danmark, og en dag i oktober sidste år blev han stoppet af betjente, da han i sin bil var på vej på arbejde.
Siden har Allan Poulsen siddet varetægtsfængslet i sagen, hvor tiltalen drejer sig om systematisk og organiseret udbredelse af børneporno. I fredagens retsmøde erklærer han sig stort set skyldig i tiltalen.
- Jeg har været for dum, umoden og bange til at bede om hjælp til behandling, siger manden.
Han har været gift med en kvinde i 16 år, og sammen har parret levet i en villa. En hund har været mandens store interesse - ud over lysten til at se billeder med piger fra 12 år.
På det mørke net - Tor-netværket - kaldte han sig "DoctorHebe". På to fora var han moderator. Et tredje sted var han administrator, og på det sidste svingede han taktstokken og lavede regler som systemadministrator.
I villaens kælder var der harddiske og computere med i alt 159.956 forbudte billeder. Heraf var der seksuel aktivitet på hvert tredje. 1409 fotos var i den særligt grove kategori.
- Altid, siger han, da specialanklager Susanne Bluhm spørger ham om, hvor længe han har haft interesse for piger i før-puberteten.
Vidste din kone det?
- Vi har snakket om det løst, siger den 47-årige. Han beretter også om dårlig samvittighed.
- Fordi det jo er forkert. Det er i hvert fald i det her samfund anstødeligt, forklarer den kortklippede mand, der iført grålig t-shirt og mørke bukser.
Han sukker dybt og holder en pause, da specialanklageren vil vide, om han også selv finder det anstødeligt.
- Tilbage i 70'erne blev der jo udgivet børneporno i Danmark, svarer han.
På et af de fire fora lød reglen, at medlemmer måtte dele fotos af børn i alderen fra 3 til 14 år. Fotos af voksne var forbudt. Det samme gjaldt optagelser af og film med børn i smerte og med dyr.
Under afhøringen understreger han, at han aldrig har udlevet sine fantasier.
I øvrigt har han beskrevet sig som lidt af en enspænder. Og som en manisk samler.
Forsvareren, Jens Otto Johansen, mente, at behandling for den "ulykkelige tilbøjelighed" skulle indgå i sanktionen. Dette afvises dog af domsmandsretten. Den 47-årige har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke til landsretten.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her