18. september 2021
Flere end 100 coronasmittede danskere formoder, at de er blevet smittet i Bulgarien i løbet af juli. Her er det en strand ved det populære resort Sunny Beach. (Arkivfoto)
Flere end 100 coronasmittede danskere formoder, at de er blevet smittet i Bulgarien i løbet af juli. Her er det en strand ved det populære resort Sunny Beach. (Arkivfoto)
Foto: Nikolay Doychinov/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Feriesmitte skaber bekymring i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Feriesmitte skaber bekymring i Danmark

2050 danskere formoder foreløbig at være blevet smittet med corona på ferier i juli. Flest i Spanien, men mange angiver nu også Bulgarien som kilde.

Opdateret 26. juli 2021 kl. 14:32
Danmark - 26. juli 2021 kl. 14:30
Af Ritzau

Juli er sæson for ferier sydpå, men det har også medført, at en række danskere har taget en ubuden gæst i form af en coronainfektion med hjem.

I alt har 2050 angivet en ferie i udlandet som smittekilde i juli indtil nu.

1467 har meldt, at de formoder at være blevet smittet i Spanien i løbet af juli. Men over 100 - helt præcist 103 - har angivet Bulgarien som kilde i samme måned.

Ingen formodede at være blevet smittet i Bulgarien i juni, hvor de populære festdestinationer Sunny Beach og Golden Sands ligger.

Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi på Syddansk Universitet, kalder smitten fra udlandet et særligt problem, hvis den kommer forskellige steder fra og blandes.

- Vi importerer en masse smitte nu. Og vi importerer smitte en masse forskellige steder fra og altså også forskellige virusstammer.

Han bider netop mærke i stigningen i antallet af smittede fra Bulgarien.

- At rejse kan godt være en risikabel affære i denne situation. Måske ikke så meget for dem, der rejser, hvis det er unge mennesker. Men de bringer måske smitten videre til nogle, der ikke kan tåle at blive smittet, siger han.

Også i politiske kredse kigges der nøje på smittetallene fra de danskere, der vender tilbage til Danmark. Hos SF opfordrer sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen til, at hjemvendte danskere lader sig teste.

Ifølge de danske regler skal ikkefærdigvaccinerede danskere, der vender hjem fra gule lande, have en test højst 24 timer efter ankomst, mens rejsende fra grønne lande slipper helt.

I juli har der været historier fremme om danskere, der vel vidende, at de var smittede, har sat sig om bord på et fly, og det er ifølge SF'eren uacceptabelt.

- Man risikerer at smitte mange. Det kan være gravide, der ikke er vaccineret, eller det kan være børn. Man udsætter mange mennesker for fare, og det forstår jeg ikke, man kan få sig selv til.

Et decideret krav om test før hjemrejse kan dog blive besværligt at indføre, mener Kirsten Normann Andersen. Det mener Enhedslisten heller ikke kan komme på tale for nuværende.

Partiets coronaordfører, Peder Hvelplund, mener ikke, at tallene lige nu udgør et voldsomt problem.

- Men vi er nødt til at være opmærksomme på, om problemstillingen fortsætter efter ferien. Vi må forvente, at det særligt er et problem i ferien, siger han.

Hans Jørn Kolmos understreger, at det er et forventeligt problem, at nogle danskere vil komme smittede hjem fra ferie.

Han opfordrer til at følge de gældende regler om isolation, hvis man får et positivt testresultat.

Men han mener ikke, det er overraskende, at nogle har valgt at trodse smitten og gå om bord på et fly.

- Man risikerer at havne i et sundhedsvæsen, man helst ikke vil havne i, og det kan også blive dyrt. Det betyder, man kommer til at forlænge sin ferie med karantæne, og man skal måske hjem og arbejde.

- Jeg kan godt følge, at man appellerer til etikken. Men jeg tror bare ikke, det hjælper. Jeg tror derimod, man skal sige, at hvis folk rejser ind, skal vi have hånd i hanke med det, siger Hans Jørn Kolmos.

Synes du, at kommunen er der for dig?