20. juli 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Eva Kjer om stor næse: Jeg har gjort det vi aftalte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Eva Kjer om stor næse: Jeg har gjort det vi aftalte

Fiskeriministeren tager den store næse til efterretning, som et flertal i Folketinget har valgt at give hende.

Danmark - 20. februar 2019 kl. 15:13
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et flertal blandt Folketingets partier valgte onsdag at tildele fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) en stor næse.

Det blev en realitet efter et møde i Folketingets miljø- og fødevareudvalg.

- Det må jeg jo tage til efterretning, siger hun.

En næse er en betegnelse for kritik, og i Eva Kjer Hansens tilfælde bliver der tale om en skarp kritik.

Fiskeriministeren modtager næsen for sin håndtering af den såkaldte østerssag.

I juni sidste år indgik Folketinget en aftale om skærpede regler for muslinge- og østersfiskeriet i Limfjorden. Den skulle hjælpe små fiskere og stække storfiskere.

Reglerne trådte først i kraft i december.

En fisker, som i forvejen var over loftet med et ejerskab på tre en halv østerslicens, nåede i perioden at overtage det fulde ejerskab over den fjerde licens, så han kom yderligere over loftet.

Det var Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet, der stod bag indholdet af den kritik, der blev fremlagt på mødet onsdag.

Direkte adspurgt om, hvorvidt hun er enig i kritikken, svarer Eva Kjer Hansen:

- Jeg har meget loyalt gennemført det, vi har aftalt, både indholdsmæssigt og også jævnfør tidsplanen.

- Det er helt klart, at hvis ordførerne havde ønsket en ændret tidsplan, så havde jeg naturligvis rettet ind efter det.

Blandt andet Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti mener altså, at Eva Kjer Hansen burde have været hurtigere til at gennemføre ændringerne.

- Hun mener, at hun først hørte om det i november, mens vi er en lang række ordførere, der siger, at vi allerede efter sommerferien gjorde opmærksom på, at vi skulle have det her sat i gang, sagde fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) tidligere onsdag.

Partierne i VLAK-regeringen, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, er meget uenige i næsen til Eva Kjer Hansen.

De mener, at der ikke er dokumentation for, at fiskeriministeren undlod at handle, da hun blev bedt om det.

Regeringspartierne har derfor bedt om at få en kortfattet tekst med i beretningen, hvor et flertal af partierne udtrykker kritik af Eva Kjer Hansen.

- Som Venstres fiskeriordfører og som folketingsmedlem vil jeg gerne sige, at jeg finder det stærkt kritisabelt og demokratisk bekymrende, at et flertal kan give en minister en næse uden overhovedet at have dokumentation for deres påstande, siger fiskeriordfører Erling Bonnesen (V).