14. november 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Esben Lundes afløser i Vestjylland er fundet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Esben Lundes afløser i Vestjylland er fundet

Kenneth Mikkelsen bliver ny spidskandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kredsen.

Danmark - 20. august 2018 kl. 22:11
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Erhvervsmanden Kenneth Mikkelsen er valgt som folketingskandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kredsen, hvor han afløser tidligere minister Esben Lunde Larsen.

Kenneth Mikkelsen fik 63 procent af stemmerne, siger Hans Christian Tylvad, formand for Venstre i Ringkøbing-Skjern.

- Jeg synes, det er dejligt, at vi har fået valgt en dygtig og engageret folketingskandidat.

- Jeg er helt sikker på, at Kenneth Mikkelsen både har evnen, lysten og viljen til at skabe resultater for Ringkøbing-Skjern Kommune og Midt- og Vestjylland, siger han.

Kenneth Mikkelsen er i dag erhvervsdirektør for Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande. Tidligere har han haft en lignende stilling i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.

I alt fire kandidater har i slutspurten kæmpet om pladsen, der har tradition for at sikre partiet en plads i Folketinget.

De andre kandidater var Birgitte Vinding fra Snekkersten, Sebastian Korsbakke Jensen fra Aalborg og Dorte Jarlby fra Herning.

Men det bliver Kenneth Mikkelsen fra Herning, der med sine 165 stemmer afløser Esben Lunde Larsen, som stopper i dansk politik efter næste valg.

Til spørgsmålet om, hvordan Kenneth Mikkelsen adskiller sig fra den tidligere spidskandidat, svarer Hans Christian Tylvad.

- Det er klart, at Kenneth (Mikkelsen, red.) er ny på Christiansborg, hvor det vil tage lidt tid at skabe sig det netværk, der skal til for at få de politiske forhandlinger igennem. Men det tror jeg helt sikkert, han har evnen til, siger han.

Esben Lunde Larsen har været aktiv i politik i 13 år og senest som Miljø- og fødevareminister.

Han stopper, fordi han har sagt ja til en stilling hos en grøn tænketank i USA og derfor forlader Folketinget.

Oprindeligt var der en femte kandidat til posten som Venstres spidskandidat, men Lennart Qvist meldte sig ud af partiet for nylig, selv om han også sidder i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune.