19. juni 2021
Instruktøren og manuskriptforfatteren Sofia Coppola fotograferet ved premieren for "The Beguiled" i Los Angeles, California i 2017. Fredag den 14. maj fylder hun 50 år. (Arkivfoto)
Instruktøren og manuskriptforfatteren Sofia Coppola fotograferet ved premieren for "The Beguiled" i Los Angeles, California i 2017. Fredag den 14. maj fylder hun 50 år. (Arkivfoto)
Foto: Mario Anzuoni/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En helt anden Coppola end bare sin fars datter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En helt anden Coppola end bare sin fars datter

Som barn af Francis Ford Coppola blev Sofia Coppola født direkte ind i filmverdenen. Men har fundet sit eget feminine udtryk meget langt fra sin fars.

Danmark - 14. maj 2021 kl. 07:00
Af Ritzau

Der er gode sider og dårlige sider ved at være datter af en filmlegende.

For den amerikanske instruktør, producer og manuskriptforfatter Sofia Coppola, som fylder 50 år den 14. maj, betød det, at hun bare få måneder gammel fik debut som skuespiller i farens legendariske film "The Godfather".

Siden hen ramte instruktøren Francis Ford Coppolas monumentale berømmelse fra "Godfather-trilogien" og "Dommedag Nu" hende med insinuationer om nepotisme, da hun selv gik instruktørvejen.

Inden havde hun medvirket i syv af farens film. Senest som 18-årig i "Godfather III", hvor hendes indsats fik så ringe omtale, at det standsede hendes skuespillerdrømme.

I stedet kastede hun sig over modelarbejde, design og fotografering, før hun rykkede over på farens banehalvdel som instruktør og manuskriptforfatter.

Hun vakte opsigt allerede med sin anden film, "The Virgin Suicides" i 1999. Og efter den dvælende efterfølger "Lost in Translation", der vandt en Oscar for bedste manuskript, var der ingen, der længere hvislede "fars lille pige".

Som den første kvinde nogensinde blev hun også nomineret til en Oscar som bedste instruktør. Filmen gav plads til en af Bill Murrays allerbedste roller som ensom whiskyreklamesøjle fortabt i asiatisk jetlag i en kultur, han ikke fatter en bjælde af.

Ud over en Oscar sikrede filmen Sofia Coppola et hav af andre priser og bred anerkendelse som kunstner med formatet til at gå sine egne veje.

Filmen "Somewhere" om overfladisk kendis-kultur sikrede hende førsteprisen på filmfestivalen i Venedig.

Kritikere har sagt, at hendes film altid roterer om den velbjærgede, kreative klasse og dens eksistentielle kedsomhed.

Hendes fortalere anfører hendes evner til med et feminint, men stærkt visuelt udtryk at skildre menneskelige relationer på tværs af kultur og alder. Hos Sofia Coppola er der meget langt til hektisk Hollywood-gadagung og vild vold.

Med melodramaet "The Beguiled" i 2017 om kvinders erotiske lyster under tunge kjoleskørter i Den Amerikanske Borgerkrig kom hun stærkt igen og fik prisen i Cannes som bedste instruktør.

Tilværelsen som datter af en larger than life-instruktør bearbejdede hun til dels i sin seneste, mest personlige film "On the Rocks" fra 2020. Med fokus på de følelsesmæssige konsekvenser af at vokse op i skyggen af en karismatisk far.

Privat var hun i nogle år gift med instruktøren Spike Jonze. Siden var hun i en periode kæreste med Quentin Tarantino.

Men fra 2011 har hun været gift med den franske musiker og forsanger Thomas Mars, som hun har to døtre med.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?