18. januar 2021
Eksperter: Fjern Amagerbankens bestyrelse
Eksperter i bankvæsen opfordrer Finanstilsynet til at bruge de nye skærpede "fit & proper"-regler til at fjerne Amagerbankens bestyrelse.
Finanstilsynet bør undersøge muligheden for at afsætte Amagerbankens bestyrelse, som tilsynet har fået mulighed for med de nye skærpede "fit & proper"-regler, der trådte i kraft 1. juli. Det siger en række eksperter i dagbladet Børsen.
- Det er bestyrelsen, som ansætter og fyrer en direktion. Så jeg ville starte med bestyrelsen. Amagerbanken har et problem med bestyrelsesformanden (N.E. Nielsen, red.). Han har været med hele vejen, siger lektor og forsker i bankvæsen ved Århus Universitet, Johannes Raaballe.
Hans opfordring til Finanstilsynet kommer efter, at det statslige skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, mandag krævede, at Amagerbankens skal skaffe 750 millioner kroner, før staten vil stille en garanti på 13,5 milliarder kroner.
Finansiel Stabilitet har samtidig krævet at få to pladser i bestyrelsen i Amagerbanken.
Kapitalkravet får samtidig Johannes Raaballe til at tvivle på bankens overlevelse.
- Jeg tror ikke, at det lykkes at rejse de 750 millioner kroner, så jeg tror, at Amagerbanken kommer under Finansiel Stabilitet. Og det er nok også det bedste for skatteborgerne, siger Johannes Raaballe.
Også professor i organisations- og ledelsesteori, Steen Hildebrandt, fra Handelshøjskolen i Århus mener, at Finanstilsynet bør undersøge muligheden for at afsætte ledelsen i Amagerbanken med udgangspunkt i de skærpede regler, som netop er trådt i kraft.
Kan Amagerbanken ikke rejse de 750 millioner kroner inden sin ekstraordinære generalforsamling 22. juli, vil banken med stor sandsynlighed være tvunget til at smide håndklædet i ringen og lade sig overtage af Finansiel Stabilitet.
Dermed vil aktionærernes penge i Amagerbanken formentlig være tabt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?