17. september 2021
Lykke Sørensen, der er tidligere afdelingschef i Udlændingeministeriet, husker forløbet om adskillelse af asylpar anderledes end eksminister Inger Støjberg.
Lykke Sørensen, der er tidligere afdelingschef i Udlændingeministeriet, husker forløbet om adskillelse af asylpar anderledes end eksminister Inger Støjberg.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ekschef går i rette med Støjberg: Notat spillede ingen rolle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ekschef går i rette med Støjberg: Notat spillede ingen rolle

Tidligere chef i Udlændingeministeriet husker slet ikke notat, som forsvar i Rigsret kalder "helt centralt".

Danmark - 15. september 2021 kl. 11:31
Af Ritzau

Det er blevet kaldt hjørnestenen og helt, helt centralt i Rigsretssagen mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Et notat, der dikterede, at der kunne være undtagelser til en ordning om at indkvartere asylpar hver for sig på danske centre, hvis den ene var mindreårig.

arrow Læs også: Styrelse famlede sig frem uden regler for at skille asylpar

Men Lykke Sørensen, der er tidligere afdelingschef i Udlændingeministeriet og var departementets øverste juridiske kompetence, har onsdag ingen erindring om det.

- Det var lavet i en anden afdeling, og jeg beklager, men jeg kan ikke huske noget om det her notat. Det er i hvert fald ikke noget, der har spillet en rolle efterfølgende, siger hun fra vidneskranken.

Omvendt har Inger Støjberg, der har været afhørt de foregående dage, forklaret, at snakke og arbejdet efterfølgende tog udgangspunkt i netop det notat.

Og at det var et chok for den tidligere minister at finde ud af, at ordningen ikke kunne være undtagelsesfri, men "sådan måtte det være". Det er dog ikke et billede, som Lykke Sørensen kan genkende.

Hun oplevede, at ministeren ikke tog godt imod, at nogle af de mindreårige asylpar ikke kunne skilles ad på grund af internationale konventioner.

- Hun havde svært ved at acceptere en ordning, der ikke var absolut, og jeg har ikke hørt hende henvise til notatet, siger den tidligere afdelingschef i retten.

Det er ikke det eneste punkt, de to er meget uenige om i forløbet.

Støjberg har fortalt, at hun i en minibus på vej hjem fra Bruxelles fandt ud af via en artikel i Berlingske, at der boede par, hvor mindst den ene var mindreårig, sammen på danske asylcentre.

Og da hun vendte sig mod Lykke Sørensen for at høre, om det kunne stoppes, skulle svaret have været:

- Du kan gøre, hvad du vil. Det er dine centre.

Det er dog muligt, at ministeren og afdelingschefen har talt forbi hinanden, lyder det nu i retten.

- Jeg mener ikke, jeg har udtrykt mig sådan. Det vigtige her er, at jeg havde en opfattelse af en anden aldersgruppe. Så vi har talt der om to lidt forskellige ting.

- Når der er tale om børn under 15 år, er der nogle helt andre ting, der gælder, siger Lykke Sørensen.

Afhøringen af hende ventes at tage to en halv retsdag.

Inger Støjberg er tiltalt for at have brudt ministeransvarlighedsloven.

Det skulle hun have gjort ved i februar 2016 at have givet en ulovlig ordre - om at adskille alle mindreårige asylpar uden individuel vurdering - og den ordre skulle hun have fastholdt indtil senest 12. december samme år.

Støjberg nægter sig skyldig. Der ventes dom inden jul.

arrow Støjberg får nej til at indkalde islamkritiker som vidne
15. september 2021 kl. 09:13 Opdateret: kl. 09:14
arrow Støjberg husker ikke hvornår hun lærte om manglende høring
14. september 2021 kl. 14:57 Opdateret: kl. 14:58
arrow Støjberg testede grænser på stormfuldt møde om asylpar
14. september 2021 kl. 13:44 Opdateret: kl. 13:44
Synes du, at kommunen er der for dig?