17. februar 2019
Tildækningsforbuddet skabte store demonstrationer rundt om i landet - blandt andet på Nørrebro i København. (Arkiv)
Tildækningsforbuddet skabte store demonstrationer rundt om i landet - blandt andet på Nørrebro i København. (Arkiv)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Efter et halvt år med forbud: 12 har fået burka-bøde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter et halvt år med forbud: 12 har fået burka-bøde

Strafferetsprofessor er overrasket over, at så mange har fået bøde, siden tildækningsforbud blev indført.

Danmark - 18. januar 2019 kl. 18:24
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

12 personer har fået bøde for at bære burka i offentligheden, siden forbuddet blev indført 1. august sidste år.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Tal fra Rigspolitiet, som Kristeligt Dagblad har fået indsigt i, viser, at der indtil 8. januar i år er rejst 20 sigtelser og udstedt 12 bøder til 12 forskellige personer for overtrædelser af tildækningsforbuddet.

Det overrasker strafferetsprofessor på Københavns Universitet, Thomas Elholm.

- Jeg havde ikke troet, der ville være så mange efter et halvt år. Det er bestemt interessante tal, siger Thomas Elholm til Kristeligt Dagblad.

Han tager dog det forbehold, at det ikke vides, om bøderne er udstedt på én gang i en forsamling af eksempelvis niqabklædte kvinder.

- Man kan i hvert fald sige, at reglen bliver brugt. Når politiet begynder at bruge en bestemmelse, får de også erfaringer, der gør, at den bliver lettere at håndtere, siger Thomas Elholm til mediet.

Den 1. august sidste år trådte tildækningsforbuddet, ofte kaldet burkaforbuddet, i kraft.

Forbuddet gør det ulovligt at bære blandt andet de ansigtsdækkende muslimske klædestykker niqab og burka i offentligheden.

De otte sigtelser, der ikke er endt med en bøde, dækker over tilfælde, hvor et eventuelt bødeforlæg stadig vurderes, eller hvor politiet har valgt ikke at udstede en bøde.

Politiforbundet udtalte ved vedtagelsen af loven, at forbuddet ville være svært at håndhæve.

Udlændinge- og værdiordfører for Dansk Folkeparti Martin Henriksen er glad for, at politiet har kunnet sigte nogle.

- Det her er godt, og det er vi glade for. Det kan blive endnu bedre, men tingene bevæger sig lige så stille og roligt i den rigtige retning, siger Martin Henriksen til Kristeligt Dagblad.