
DF's Morten Messerschmidt vil have regeringen til at sætte tommelskruerne på EU-lande for at tage indsatte.
På trods af at dømte EU-borgere i Danmark ifølge reglerne skal afsone i deres hjemland, fylder de stadig i de danske fængsler. Sådan har det været i årevis.
Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, mener, at regeringen må lægge ekstra pres på EU for at få medlemslandene til at tage imod deres indsatte borgere.
- Der er rigtigt mange fra en bred skare af specielt østeuropæiske lande, der afsoner i danske fængsler. Og som efter de EU-regler, der gælder, faktisk burde afsone derhjemme, siger han og fortsætter:
- Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, samtidigt med at det danske fængselsvæsen er under pres, at de optager ressourcer, når det i virkeligheden er deres hjemland, der burde stå for opgaven.
I et folketingssvar til Morten Messerschmidt gennemgår Justitsministeriet 81 sager om udvisningsdømte EU-borgere, der afsoner.
Den viser, at det langtfra blot er EU-borgere fra eksempelvis Rumænien - hvor der historisk har været store problemer med at sende indsatte til - der sidder i de danske fængsler. Også Holland, Polen, Kroatien og Litauen fylder.
Indsatte, der ikke er udvisningsdømte, bør afsone i hjemlandet, hvis straffen er over fire en halv måneds fængsel. Det samlede tal er derfor efter alt at dømme højere.
- Det er helt grotesk, at man har en aftale, der skulle sikre, at de afsonede i hjemlandet, men hvor deres hjemland ikke vil tage imod dem.
- Derfor siger vi også, at regeringen må tage dette her op på allerhøjeste niveau i EU på en regeringskonference, siger Morten Messerschmidt.
I et svar skriver justitsminister Nick Hækkerup (S), at han også finder det utilfredsstillende, at flere indsatte ikke afsoner i deres hjemland.
- Der er tale om mennesker, som har vendt det danske samfund ryggen. Dem skal vores kriminalforsorg ikke bruge dyrebare ressourcer på, skriver han.
Han oplyser videre, at regeringen arbejder for at gøre det mindre attraktivt at sidde i danske fængsler, så flere EU-borgere - og andre udlændinge for den sags skyld - lader sig overføre til hjemlandet.
Senest har regeringen blandt andet foreslået, at udvisningsdømte mister muligheden for at blive prøveløsladt.
- Dette skal medvirke til, at de indsatte bliver sendt hurtigere ud af landet. Derudover arbejder vi på at optimere sagsbehandlingen i sagerne, så vi når i mål med langt flere sager, skriver ministeren.
Ministeriet forklarer, at der er en række forhindringer for at hjemsende EU-borgere til afsoning. De indsatte skal ofte give samtykke, og det skal inddrages, om den indsattes tilknytning og mulighed for rehabilitering er bedst i Danmark eller hjemlandet.
Og så skal - som det har været problemet med Rumænien - forholdene for de indsatte være acceptable.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her