22. september 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dreng slipper for tiltale for Trump-tilråb ved demonstration

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dreng slipper for tiltale for Trump-tilråb ved demonstration

Anklagemyndigheden erkender, at en tiltale mod en 16-årig dreng, der råbte "Fuck Donald Trump", var forkert.

Danmark - 14. juli 2018 kl. 08:58
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Anklagemyndigheden dropper nu sag mod 16-årige Tarek Adlouni, som var tiltalt for at have råbt "Fuck Donald Trump" ved en lovlig anmeldt demonstration foran den amerikanske ambassade i København i december.

Det oplyser chefanklager Ida Sørensen fra Københavns Politi til DR Nyheder.

- Tiltalen er både forkert og misvisende, og det skal jeg være den første til at beklage. Det er hævet over enhver tvivl, at sådan nogle ytringer med et politisk budskab under en lovlig anmeldt demonstration er beskyttet i Grundloven, siger hun.

Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, overtrådte drengen ordensbekendtgørelsen, da han råbte "Fuck Donald Trump" mod politiet.

Desuden var han tiltalt for at have brudt maskeringsforbuddet og for at have modsat sig anholdelse under demonstrationen.

Sagen begyndte blandt andet at smuldre for anklagemyndigheden, efter at der i en P1 Dokumentar blev sået tvivl om, hvorvidt Tarek Adlouni egentlig var til stede under demonstrationen.

I anklageskriftet fremgik det nemlig, at han havde overtrådt maskeringsforbuddet klokken 15.45 den 8. december sidste år.

Men det har vist sig ikke at holde stik, erkender Københavns Politi.

- Efter at vi havde hørt udsendelsen, genoptog vi efterforskningen og fandt ud af, at det var rigtigt, hvad den 16-årige forklarede. Han kunne ikke være foran den amerikanske ambassade klokken 15.45. Vi valgte at slutte sagen, fordi de nye oplysninger såede så meget tvivl om, hvad der var foregået hvornår foran den amerikanske ambassade, siger chefanklager Ida Sørensen til DR Nyheder.

Hun fortæller, at hele sagen mod drengen er droppet, fordi man ikke mener, at man kan få yderligere oplysninger, der kan bidrage til, hvad der helt nøjagtigt foregik.

Anholdelsen efterlod Tarek med store sår i ansigtet og smerter i skulderen.

Men det blev aldrig noteret af politiet, selv om det er forpligtet til det.

Efter anholdelsen har Tarek Adlounis familie ifølge DR Nyheder klaget over episoden til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der stadig efterforsker sagen.

Tareks mor er stadig tiltalt, fordi hun ifølge politiet kom med "fornærmende tale", da hun hentede sin søn på politistationen.

Også den hændelse har familien klaget over til DUP.