15. oktober 2019
Fagbevægelsen er god til at skaffe bedre forhold for dets medlemmer. Men det kniber med visionerne er konklusionen på en undersøgelse.
Fagbevægelsen er god til at skaffe bedre forhold for dets medlemmer. Men det kniber med visionerne er konklusionen på en undersøgelse.
Foto: Arkiv
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Danskerne: Det kniber med visionerne i fagbevægelsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danskerne: Det kniber med visionerne i fagbevægelsen
Opdateret 29. december 2018 kl. 09:18
Danmark - 29. december 2018 kl. 08:45
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Fagbevægelsen skaffer resultater til gavn for medlemmerne, mener et flertal af danskerne i en ny måling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk.

52 procent af danskerne erklærer sig helt eller delvist enige i, at fagbevægelsen leverer varen. Til gengæld kniber det ifølge målingen med visionerne i de faglige organisationer. Kun 26 procent af danskerne - svarende til hver fjerde - er helt eller delvist enige i, at fagbevægelsen er visionær.

Formanden for FTF, hovedorganisation for blandt andet andet sygeplejersker, pædagoger og politibetjente, Bente Sorgenfrey, er skuffet over danskernes vurdering af fagbevægelsens visionære tanker. Hun fastholder, at visionerne trives i de faglige organisationer.

- Det må betyde, at vi er dårlige til at vise den side af vores arbejde. Vi bliver nødt til at gribe i egen barm og finde ud af, hvordan vi bliver bedre til at kommunikere om de visionære sider af vores arbejde, siger Bente Sorgenfrey til Avisen.dk.

I Malerforbundet peger formanden, Martin B. Hansen, på, at det kniber med at 'komme ud til det enkelte medlem og forklare sig.'

- Igennem mange år lullede man sig i søvn, mens medlemmerne kom af sig selv. Det stoppede, og så går det et stykke tid, før man får sadlet om, siger Martin B. Hansen, der blev formand for de knap 8.700 medlemmer af Malerforbundet i oktober.

Danskernes vurderinger af fagbevægelsens præstationer kommer umiddelbart før, en ny hovedorganisation på arbejdsmarkedet ser dagens lys den 1. januar. Ved årsskiftet smelter de to hovedorganisationer LO og FTF sammen til Fagbevægelsens Hovedorganisation med 1,4 millioner medlemmer. Dermed er sosu'er, håndværkere, butiksansatte, socialrådgivere og lærere forenet i samme faglige paraplyorganisation.
Ifølge professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, bør resultaterne i den nye måling give stof til eftertanke hos de faglige ledere.

- Resultaterne tyder på, at mange ser fagbevægelsen som et apparat, der kværner. Man finder løsninger i det praktiske arbejde, og det gør man godt, men man er ikke visionær. Fagbevægelsen fremstår ikke som bærer af håbet om en bedre fremtid. Man udstikker ikke forandringens veje og sætter ikke nye mål. Dét skal man tænke over i fagbevægelsen, specielt i den nye hovedorganisation, der nu skal sætte kursen på tværs af hidtidige grænser, siger Henning Jørgensen til Avisen.dk.

Udfordringen er ifølge professoren både at involvere medlemmerne i 'en flodbølge af debatter' og at dokumentere evnen til at sætte nye mål og visionære dagsordener, for eksempel om spillereglerne for de nye, digitale platformsvirksomheder. Det er ikke nok, at fagbevægelsens ledere går til møder i eksempelvis regeringens Disruptionsråd, mener Henning Jørgensen.

Bente Sorgenfrey, der bliver første næstformand i den nye hovedorganisation, mener, at den visionære kurs er sat:

- Når jeg ser på de områder, som den nye hovedorganisation kommer til at dække, så fylder det visionære meget. Vi har vores traditionelle roller, men vi kigger også ind i fremtiden og prøver at omfavne den med nye løsninger. For eksempel har fagforbundet 3F indgået overenskomst med en virksomhed, der er organiseret via en app (rengøringsvirksomheden Hilfr, red.), og i FTF har vi arbejdet med nye teknologier, der kommer til at præge arbejdsmarkedet, siger Bente Sorgenfrey til Avisen.dk.