14. oktober 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Danmark vil udlevere mor til fængsel i Sydafrika

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmark vil udlevere mor til fængsel i Sydafrika

Kvinde får 4,43 kvadratmeter i celle. Hun udleveres efter opgør med mand, der er far til parrets datter.

Danmark - 10. oktober 2019 kl. 09:28
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Danmark vil nu udlevere en lettisk kvinde til et fængsel i Sydafrika i en straffesag. Fængslerne i landet er overfyldte, og kvinden har sagt, at hun frygter for sit liv.

Beslutningen er truffet af Rigsadvokaten og er blevet godkendt af både by- og landsret.

Den 45-årige kvinde har siddet i en dansk fængselscelle i godt ti måneder, mens sagen er blevet vurderet af retssystemet, oplyser hendes advokat, Henrik Stagetorn.

Kvinden blev anholdt i lufthavnen i Kastrup, da hun mellemlandede. Danske betjente reagerede på en efterlysning fra Sydafrika. Her sigtes hun blandt andet for at overtræde børneloven.

Hun skal have ført sin datter på tre år ud af Sydafrika og dermed fjernet barnet fra den sydafrikanske far.

Henrik Stagetorn har argumenteret for, at afgørelsen om at udlevere kvinden er ulovlig. Både Københavns Byret og Østre Landsret har dog godkendt Rigsadvokatens afgørelse.

Kvinden er mor til to børn. Og beslutningen om at sende hende til et fængsel i Johannesburg vil da også være "et alvorligt indgreb" i hendes familieliv. Det noterer tre dommere i Østre Landsret i en kendelse.

Sydafrikanske fængsler er berygtede for at være overfyldte. Undervejs i forløbet har Rigsadvokaten da også flere gange kontaktet myndighederne i landet for at høre til forholdene.

Det er endt med en garanti. Den lettiske kvinde vil ikke blive udsat for tortur eller nedværdigende behandling, lyder løftet i en erklæring fra de sydafrikanske myndigheder.

I kvindefængslet Johannesburg Female Correctional Facility vil hun opholde sig enten i en enkeltmandscelle på cirka fem kvadratmeter eller i fællesceller med maksimalt 18 personer.

Hun får mindst 4,43 kvadratmeter inklusive et toilet, fremgår det af den garanti, som Rigsadvokaten har modtaget.

Og det har beroliget dommerne. De vurderer, at kvinden ikke risikerer en umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Der er opsyn med de indsatte. Også når de spiser eller dyrker motion, lyder meldingen fra Sydafrika.

Afgørelsen hviler på en særlig bestemmelse i udleveringsloven. Paragraf 2a handler om udlevering af udlændinge til en stat uden for EU. Det kan ske i sager, hvor strafferammen er fængsel i et år.

Hvis der var tale om en dansk statsborger, skulle strafferammen derimod være mere end fire år. Havde den 45-årige været dansker statsborger, var hun altså ikke blevet udleveret.

Selve straffesagen har som nævnt rod i en strid mellem kvinden og hendes tidligere sydafrikanske mand om en treårig pige. Det er manden, der har anmeldt sagen.

Under udleveringssagen har kvinden oplyst, at manden var voldelig mod hende, og at han derfor fik et tilhold.

Og mens den 45-årige har siddet fængslet i Danmark, skal manden i øvrigt have opsøgt kvindens familie i Letland. Det har hun oplyst i et retsmøde.

Han skal have forlangt et stort pengebeløb for at tillade, at datteren kunne blive i Letland.