18. oktober 2021
Vibeke Manniche.
Vibeke Manniche.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Coronakritisk læge kommer under skærpet tilsyn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Coronakritisk læge kommer under skærpet tilsyn

Styrelsen for Patientsikkerhed skærper tilsyn med Vibeke Manniche, efter at hun har udskrevet coronaattester.

Danmark - 03. oktober 2021 kl. 16:46
Af Ritzau

Den coronakritiske læge Vibeke Manniche er sat under skærpet tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det skriver både Jyllands-Posten og B.T. søndag på baggrund af styrelsens register.

- Det er styrelsens vurdering, at der er begrundet mistanke om, at læge Vibeke Manniche vil kunne udgøre en forringet sikkerhed på grund af alvorlig kritisabel faglig virksomhed, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i autorisationsregisteret.

Den konkrete grund fremgår ikke. Men ifølge Vibeke Manniche skyldes det, at hun har udskrevet attester, der fritager borgere fra at blive testet for corona, uden at hun har haft autorisation til det.

- Der forelå på daværende tidspunkt INGEN klare retningslinjer for disse fritagelsesattester. Jeg handlede således i god tro. Jeg har på intet tidspunkt bragt nogens liv i fare, skriver hun på sin hjemmeside.

Det skærpede tilsyn varer normalt i et år. Men det kan blive forlænget.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil i den periode have en "skærpet opmærksomhed på personen" og dennes klagesager eller indberetninger. Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Vibeke Manniche og hendes datter Mai Manniche, der er smykkedesigner, har under coronapandemien udtalt sig kritisk om regeringens coronahåndtering. De har også stillet sig skeptiske over for coronavaccinen.

Da landsholdsspiller Christian Eriksen fik hjertestop under fodbold-EM luftede de teorien om, at der kunne være en forbindelse til coronavaccine. Det blev efterfølgende afvist af Eriksens klub, Inter, der oplyste, at Eriksen på daværende tidspunkt hverken havde covid-19 eller var vaccineret.

Lægen tager det skærpede tilsyn med ro.

- Jeg tager det skærpede tilsyn med sindsro og til efterretning. Enhver læge skal kunne tåle et skærpet tilsyn, skriver Manniche på sin hjemmeside.

Rejser du til udlandet i år?