12. juli 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Coronakrisen har fået flere ældre til at handle på nettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Coronakrisen har fået flere ældre til at handle på nettet

Internethandel er blevet markant mere udbredt blandt de 75 til 89-årige i løbet af de seneste tre måneder.

Opdateret 24. juni 2020 kl. 12:52
Danmark - 24. juni 2020 kl. 12:50
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Coronakrisen har i høj grad fået danskerne til at handle mere på nettet - og det er især blandt de ældre borgere, at stigningen er markant.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I løbet af de seneste tre måneder har tre ud af fire danskere handlet på nettet.

Sammenlignet med samme periode sidste år er det en stigning på fem procentpoint, hvilket er den største stigning i syv år.

Krisen har især skabt mange nye onlinekøbere blandt de ældre mellem 75 og 89 år. For denne aldersgruppe ses der en stigning på 65 procent siden 2016.

Under coronakrisen har en lang række butikker holdt lukket, hvilket ifølge Danmarks Statistik kan være en forklaring på udviklingen.

Og ikke mindst de ældre er blevet opfordret til at holde afstand til andre mennesker, hvilket kan have øget onlinesalget i denne aldersgruppe.

Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør i Dansk Erhverv, ser også coronakrisen som en primær årsag til, at mange ældre har begivet sig ud i e-handel.

- Coronakrisen har været med til at bryde den adgangsbarriere, der normalt kan være i forhold til at begynde med at handle på nettet. Eksempelvis i forhold til at få oprettet en brugerprofil og den slags, siger han.

- De ældre har nu for alvor knækket koden til at komme i gang med e-handel, især når det kommer til køb af dagligvarer, siger han.

Dansk Erhvervs medlemmer har ligeledes berettet om en "markant stigning" i omsætning på nettet under krisen, fortæller Henrik Hyltoft.

I løbet af de seneste tre måneder er det især varer som tøj, sko og sportstøj, som danskerne i alle aldersgrupper køber online, viser tal fra Danmarks Statistik.

Derudover er det færdiglavet mad fra spisesteder, ting til hjemmet og elektronik, der oftest er blevet købt på nettet.

33 procent af danskerne har handlet online mellem tre og fem gange de seneste tre måneder.

17 procent har handlet seks til ti gange - og 14 procent har handlet online flere end ti gange.

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?