3. april 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bupl trist over færre pædagoger: Vi får 60.000 flere børn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bupl trist over færre pædagoger: Vi får 60.000 flere børn

Pædagogernes fagforening ærgrer sig over, at færre viser interesse for pædagoguddannelsen.

Danmark - 26. juli 2019 kl. 10:02
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Udsigten til 60.000 flere børn de næste ti år og faldende interesse blandt unge for pædagoguddannelsen harmonerer rigtig dårligt.

Sådan lyder det fra Elisa Rimpler, formand for Bupl, pædagogernes fagforening, efter at det ved midnat blev offentliggjort, at færre er blevet optaget på pædagoguddannelsen igen i år.

arrow Læs også: Ingeniørchef om Kalundborg-optag: Ikke tilfreds før fuldt hus

- Det er jeg rigtig ærgerlig over. Der kommer 60.000 flere små børn de kommende ti år, så vi har brug for, at flere unge gerne vil være pædagog.

- Og så har vi fået en regering, der er ambitiøs på børneområdet og vil hæve kvaliteten med flere pædagoger. Et område, der er blevet udsultet i årevis. Så der er behov for, at flere unge finder faget attraktivt, hvis vi skal kunne forbedre normeringerne, siger hun.

Optaget på pædagoguddannelsen er sammenlignet med 2013 faldet med 8,6 procent. Og på 24 ud af 36 pædagoguddannelser melder man da også om ledige pladser på enten kvote 1 eller standby-pladser, viser en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Ser man på antallet af ansøgere til uddannelsen, er tendensen langt stærkere.

Således drømte 7255 om at blive pædagog i 2013, mens 5956 søgte uddannelsen som førsteprioritet i år. Det svarer til et fald på 17,9 procent.

Bupl har estimeret, at 60.000 flere børn vil kræve 10.000 flere pædagoger, men i modsætning til mange andre fag er det ikke ønskværdigt at hente en stor mængde arbejdskraft i udlandet, mener formanden.

- Den danske og nordiske pædagogiske tradition er særlig på mange måder. Vi har både børnene ude, når de sover, vi lader dem klatre i træer, og vi arbejder meget med, at børnene skal være selvhjulpne. Og det er meget unikt.

- Det allervigtigste er, at man har en god og stærk uddannelse, så man kan skabe den bedst mulige trivsel og udvikling hos børnene. Og det er ikke noget, der umiddelbart ligger i kortene, at vi kan få fra andre lande. Heller ikke dem, der ligger tæt omkring os, siger Elisa Rimpler.

Alvoren i uddannelsens dalende interesse har også indfundet sig hos uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Det bekymrer mig. Jeg er en del af en regering, der har en ambition om at forbedre velfærden i dagligdagen for både syge, børn og ældre. Og det kræver selvfølgelig, at vi har uddannet personale, vi kan ansætte.

- Jeg tror både, vi skal gøre noget for arbejdsmarkedet og uddannelsen. De skal i forhold til arbejdsmarkedet have flere kolleger, så de oplever en hverdag, hvor de faktisk kan bruge deres faglighed, siger ministeren.

Hun tilføjer, at hun gerne vil "give uddannelsen et løft", men at hun før nogen ændringer vil lytte til interessenterne omkring pædagoguddannelsen.

arrow Pæn søgning til lokale uddannelser
27. juli 2019 kl. 16:30 Opdateret: kl. 09:40
arrow Midt i arbejdet til nyt campus: Færre vil læse på uddannelse
27. juli 2019 kl. 10:03 Opdateret: kl. 18:39
arrow Færre vil studere i Slagelse: Flere studiepladser står tomme
27. juli 2019 kl. 08:33 Opdateret: kl. 18:45