15. januar 2021
Bankchef suspenderet i pantebrevssag
Amagerbanken har suspenderet direktøren for dens erhvervsafdeling efter mistanke om, at han har misbrugt sine beføjelser.
Mistanken om, at afdelingsdirektør i Amagerbanken, Per Kirk-Andersen, har misbrugt sin stilling til at tørre et privat tab af på bankens kunder, førte i går til, at han efter et møde med administrerende direktør Jørgen Brændstrup forlod bankens erhvervsafdeling, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Ingen medarbejder i banken må handle pantebreve uden at have aftalt det med banken - og slet ikke med bankens kunder. Derfor har jeg bedt Per Kirk-Andersen om hurtigst muligt at redegøre for sine handlinger. Indtil redegørelsen foreligger, vil han være suspenderet, siger Jørgen Brændstrup.
Per Kirk-Andersen kom til Amagerbanken fra HSH Nordbank i 2007. Kort efter købte han til sit private depot i Sparekassen Sjælland for 10 millioner kroner pantebreve i butikscentret Outlet Fyn.
Da ejeren i foråret 2008 ikke kunne betale renter på pantebrevene, solgte Per Kirk-Andersen papirerne til det kriseramte ejendomsselskab Enqel, der på det tidspunkt var storkunde i Fionia Bank.
Enqel-selskabet skiftede kort tid efter til Amagerbanken, hvor det lykkedes selskabet over de efterfølgende seks måneder at låne 173 millioner kroner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
I denne uge begynder VM i håndbold. Tror du det danske herrelandshold kan vinde VM?