22. august 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 22-årig sigtes for tre drabsforsøg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

22-årig sigtes for tre drabsforsøg
Den formodede gerningsmand til knivstikkeri er varetægtsfængslet. Gerningsvåbnet er formentlig også fundet.
Danmark - 10. april 2011 kl. 13:21
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk
En 22-årig mand, som politiet mistænker for at have stukket tre andre unge med kniv i Slagelse natten til lørdag, blev søndag formiddag varetægtsfængslet indtil den 5. maj.

Manden sigtes for tre drabsforsøg, fremgår det af politiets sigtelse, der blev læst op ved grundlovsforhøret i Retten i Næstved, inden dørene blev lukket.

- Vi sigter ham for tre forsøg på manddrab, siger anklager Michael Boolsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 22-årige har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Knivstikkeriet fandt sted på Absalonsgade i Slagelse ved 1.30-tiden lørdag morgen. Tre unge blev stukket ned, efter at de havde forladt værtshuset Perron 2 på Søndre Stationsvej.

Det fremgår af sigtelsen, at den ene blev ramt i hjertet, den anden i armhulen og den tredje i brystet, men i dette tilfælde bøjede kniven af på et ribben og gjorde ikke stor skade.

Det hårdt sårede offer er en 21-årig mand fra Kalundborg. Han er indlagt på Rigshospitalet i København og er endnu ikke uden for livsfare.

Efterforskningsleder Marianne Roed, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, betegner dog hans tilstand som stabil.

De to andre ofre er en 20-årig mand fra Vordingborg og en 28-årig mand fra Slagelse.

Politiet har fundet det formodede gerningsvåben.

- Vi har fundet nogle knive, og vi regner med, at den ene af dem er gerningsvåbnet, siger efterforskningsleder Marianne Roed.

Politiet havde krævet lukkede døre ved grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen.

- Der pågår noget efterforskning, som det er uhensigtsmæssigt, at der kommer oplysninger frem om i forbindelse med grundlovsforhøret, siger Marianne Roed.

Den formodede gerningsmand blev anholdt lørdag over middag i i en lejlighed i nærheden af gerningsstedet.