31. juli 2021
Medlemmer af bevægelsen Falun Gong og sympatisører med Tibet er blevet skjult flere gange under kinesiske besøg i Danmark. Tibetkommissionen blev gennedsat i 2018 og har fået dokumenter fra en stribe myndigheder. Næsten 120 afhøringer er det blevet til. (Arkivfoto)
Medlemmer af bevægelsen Falun Gong og sympatisører med Tibet er blevet skjult flere gange under kinesiske besøg i Danmark. Tibetkommissionen blev gennedsat i 2018 og har fået dokumenter fra en stribe myndigheder. Næsten 120 afhøringer er det blevet til. (Arkivfoto)
Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 120 afhøringer har forvandlet Tibetsagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

120 afhøringer har forvandlet Tibetsagen

Tibetsagen nærmer sig en afslutning. Det seneste halve års afhøringer har vist, at Udenrigsministeriets tidligere direktør har spillet en betydelig rolle.

Danmark - 16. juni 2021 kl. 20:00
Af Ritzau

En veteran i dansk diplomati var utilfreds. Under en pause i en afhøring fik han luft. På gangarealet i Retten i Frederiksberg kunne man høre hans ophidsede talestrøm med sin advokat.

Da Friis Arne Petersen forleden for anden gang var indkaldt til at svare på spørgsmål i Tibetkommissionen, slog det af og til gnister.

- Skal jeg virkelig svare på det, udbrød han på et tidspunkt. Reaktionen kom prompte fra podiet.

- Ja, det skal du, sagde kommissionens formand, landsdommer Tuk Bagger.

Friis Arne Petersen har været ambassadør i Washington, Beijing og Berlin. Tidligere, fra 1997 til 2005, var han direktør i Udenrigsministeriet.

Efter næsten 120 afhøringer i 2018 og i løbet af det sidste halve år står det klart, at Friis Arne Petersen og hans kolleger er i knibe.

Fra New York, Kairo, Paris, Bruxelles og andre steder er højtstående personer taget til Frederiksberg for at svare på spørgsmål. Nu lakker sagen mod en ende. De sidste afhøringer finder sted i denne og næste uge.

Udenrigsministeriet risikerer at få tildelt et betydeligt medansvar for, at kritiske demonstranter gennem en årrække af politiet blev gemt af vejen under kinesiske besøg.

Sympatisører med Tibet og tilhængere af bevægelsen Falun Gong (FG) skulle ikke kunne ses eller høres af gæstende ministre, viser politiets skriftlige planer og forklaringer.

Nogle blev gemt bag en hæk. Andre gange kørte kortegen ad en anden rute.

Da kommissionen første gang undersøgte besøg i 2012, 2013 og 2014, fik politiet ansvaret for krænkelser af Grundloven. Politiet reagerede på en stemning, som Udenrigsministeriet og PET havde skabt, lød det.

Nu viser efterforskningen, at historien må skrives om.

Helt tilbage i 2002 blev Friis Arne Petersen præsenteret for en notits fra en kontorchef om "et konstruktivt samarbejde" mellem ministeriet, politiet og den kinesiske ambassade. Det skulle sikre, at demonstrationer "finder sted, hvor de ikke generer den kinesiske delegation".

- Jeg har ikke tillagt det vægt, forsvarede Petersen sig forleden.

Han og andre embedsmænd har igen og igen mindet kommissionen om, at det alene er ordensmagten, der har beføjelse til at bestemme, hvad der sker på gaden.

Imidlertid afslører mails ministeriets stærke interesse for, hvad der foregik.

"Vi plejer at aftale med politiet, at FG og tibetanerne står steder, hvor den kinesiske delegation ikke kommer", skrev en centerchef om klimakonferencen COP 15.

Også ved et besøg i 2012 var ministeriet på stikkerne. En sen aften sendte departementschefen en bøn til sine underordnede. Han håbede, at de kunne bibringe politiet og PET "forståelse for deres vigtige roller. Ingen ansigtstab!"

Den stærke kinesiske bekymring for ansigtstab havde Friis Arne Petersen, der på det tidspunkt var ambassadør i Beijing, forinden gjort opmærksom på.

Ordet ansigtstab blev ifølge en medarbejder i PET også brugt af ministeriets viceprotokolchef, da hun sagde til ham, at præsidenten helst ikke skulle se demonstranter.

Dette har hun imidlertid ingen erindring om, har hun forklaret.

I øvrigt vidner mails om lettelse blandt embedsmænd efter et besøg i 2014.

"Fantastisk arrangeret med den turistbus foran kulturhuset ved afgang, som jeg dog antager var et lykkeligt tilfælde og ikke led i jeres nøje koreograferede program", skrev en medarbejder.

Kollegaen svarede: "Ja, det var meget "handy" med bussen, som "kom til" at dække for Free-Tibet demoen :-)".

Selv efter de mange afhøringer er kommissionen endnu ikke helt klar til at lukke døren. Jagten på beviser fortsætter. Yderligere afhøringer kan ikke udelukkes, lød det forleden.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?